Blonde Redhead - æggende indadvendt dagdrømmeri

Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)

Newyorker-trioen Blonde Redhead er en besynderlig størrelse, og deres besætning af japanske Kazu Makino og to italienske tvillingebrødre er ligesom bare begyndelsen på det. Deres musik har bevæget sig fra minimalistisk no wave til stort anlagt, sfærisk symfonipop, og dermed har de også fået masserne i tale, hvad det pæne fremmøde på Voxhall vidnede om.

De kom uhyre godt fra start, og nogle af deres bedste numre faldt i koncertens første halvdel, der var præget af sange med fut i som 'Spring and by Summer Fall' og 'Equus' samt en fabelagtig version af titelnummeret fra det seneste albummet '23'.

Det kan måske synes urimeligt at klandre et band, som så bevidst arbejder med monotoni, for ensformighed, men det var et indtryk som undervejs forstærkedes. Ikke mindst fordi den energi, som bandet som trio besidder, kæmpede bravt mod deres backtrack, der fik det til at lyde godt, men som også maskerede, hvad der blev spillet live eller ej - eller oven i købet forkludrede det, som når keyboard og korsang kunne høres, uden at de praktiseredes fra scenen.

Vægten var lagt på '23', og selv om man savnede flere sange fra deres øvrige album, så glattede de bedste sange, et par guitardueller og Makinos foruroligende vokal det meste ud, og gjorde koncerten til en gennemført tiltalende oplevelse, der nok burde kunne sætte griller i hoved og hjerte på de fleste.