Jean Michel Jarre - fransk visit
- Morten Sternberg
- 2. april 2008
-
Nostalgi er ikke, hvad det har været. Engang var Jean Michel Jarre en af verdens mest visionære elektroniske komponister. Han formåede at kombinere den klassiske musiks opbygning med hidtil uhørte klange, miksede det hele med letgenkendelige melodier og blev mod alle odds den elektroniske musiks første superstar, med et globalt publikum der løb op i millioner.
Det store gennembrud kom i 1976 med udsendelsen af Oxygene. Et værk han nu over 30 år senere drager verden rundt med, opført udelukkende på de originale analoge instrumenter. Om dette skyldes kunstnerisk krise eller ægte kærlighed til et værk, der fortjener at blive spillet i den helhed, det var tænkt, skal være usagt, men sandheden er nok at finde et sted midt imellem.
Med turnéen har han for en stund lagt den overbudspolitik på hylden, som hans koncerter fra 80'erne og frem til i dag ellers havde udviklet sig til. Nu står den nærmest på intim stemning, når et gigantisk spejl sænkes langsomt ned over scenen, så alle i salen kan følge med i, hvordan Jarre og hans tre legekammerater frembringer de utrolige lyde. Og lydene var og er stadig noget, den lille franskmand har et nærmest fetichistisk forhold til. Så meget, at meningen med dem til tider forsvandt i kaskader af vellyd på vellyd. Men når Jarre som en elektronisk domptør tæmmede sine maskiner i fornemme sequencer- og rytmeboksfigurer, var han sublim. Her fandt han ind til poesien i maskinen og tvang nærmest lytteren til at overgive sig til de hypnotiske lydlandskaber.
Desværre var der for langt mellem disse magiske øjeblikke i aftes. Det var simpelthen for pænt og ufarligt. Og hånden på hjertet; tiden har tydeligvis overhalet Jarre indenom.
