Foto: Tobias Lauesen (www.syksephoto.com)
The Mars Volta er en sanse-eksplosion trukket ud i tid. Den kompleksitet, de fyldte Store Vega med fredag aften, var for meget. Alt for meget. Og sådan skulle det være. For The Mars Volta er overflod i både detaljer og mængde. Deres dynamik bunder ikke i langsomt opbyggede klimakser men i frontalangreb på nervesystemet med alle instrumenter i brug, så klimakset opstår, når musikken stopper, og forsanger Cedric Bixler-Zavala bryder ud i de fængende omkvæd, de trods alt kaster ind i deres flammende freejazz-fusionspunk.
Mange af de perifære instrumenter var sjældent hørbare for de evigt dominerende trommer og Omar Rodríguez-López' frenetiske guitarspil. De fremstod mere som levende støj. Den mest levende på scenen var dog Bixler, der bevægede sig rundt på scenen som en chimpanse, der havde været på danseskole hos Timberlake og James Brown.
Denne non-stop combo fik også publikum til at bevæge sig. Én crowdsurfede og blev trukket ind af security. En anden greb chancen og hoppede op på scenen og ud blandt publikum - anden gang forsøgte Bixler at spænde ben for ham med mikrofonstativet. En halv time senere brokkede Bixler sig over publikums invasion af hans dansegulv og deres spild af øl på instrumenterne. Stilhed. Var det det? Nej, selvfølgelig ikke. De havde lige tre kvarter mere i sig.
The Mars Volta virker som speed på damp-børn. På et tidspunkt bliver man udmattet, dele af sanseapparatet sætter ud, fordi det ikke kan kapere al den lyd. Og det er meningen. Overbelastning.