Foto: Lærke Posselt (www.posseltphotography.com)
God musik har ikke brug for antirynkecreme. Heller ikke stilikoner. Deborah Harry fejrede sin 62 års fødselsdag tidligere på måneden og hun har forsat mere kindben end de fleste og figur som en 30-årig.
Hitparaden 'Call Me', 'Dreaming' og 'Hanging on the Telephone' startede koncerten med en rejse tilbage i tiden. Fra før digitale tider og 80'ernes nå-generation. Dog i massive lydproblemer med et band, der ikke kunne trænge gennem lydmuren.
Guitarist Chris Stein bevægede sine fingre sløvt hen ad gribebrættet, mens Harry først halvvejs overvandt sin forkølelse og viste smittende sangglæde. Heldigt at publikum kunne synge for i mellemtiden til en dyr omgang karaoke med liveband. For det var publikum, der bar Blondie gennem sidste åndedrag. Da andet og sidste ekstranummer 'Heart of Glass' ramte det uundgåelige salen. Det var den, der startede det hele. Trommeslageren iklædt en CBGB-t-shirt tæskede salen fuld af Blondie-mani. Cirklen var sluttet.
Harry og Stein skal nu tænke på deres otium. Sammen har de oplevet opture og ikke mindst nedture, der betød opløsning i 1982 og gendannelse over et årti senere. Men denne gang var det sidste gang. Vega var punktum for karrieren. »When you gotta stop, you gotta stop«, erklærede Debbie midtvejs. Fem minutter efter lød det i en maratonversion af 'Rapture': »Ya don't stop / Do the punk rock!«. Selvfølgelig. Blondiner varer for evigt.