The Whitest Boy Alive - kriminel standard

Foto: Carsten Snejbjerg

Erlend Øye har stået i front af Norges musikalske svar på nordsøolie, Kings of Convenience, han har sunget smittende emo-pop for Röyksopp på sangen 'Poor Leno' og dj'et sig fra lysthus til lysthus på klubscenen, men lørdag aften som The Whitest Boy Alive lignede han en kedsommelig karikatur på sig selv.

Han skridtede rundt på scenen som Fedtmule uden humor og pushede håndspillet disco til et trods alt modtageligt publikum. Med en stemme, der lyder mere af morfars lænestol end fremtidens sangskat, præsenterede han albummet 'Dreams' som ren valium-blues til MTV-generationen. Dén generation, der er blevet opflasket med houseklubber, stammedans i natten og kan lugte et klubtema på afstand. Også tilhængere af New Yorks house-mestre Metro Area kunne finde sig til rette i det basale beat.

Dem, der havde håbet på andet end bølgende basgang, nørdet trommespil som spillet i søvne og et dræbende ekstranummer skåret over Paul Simons 'You Can Call Me Al' blev fælt skuffet i forhold til Øyes tidligere besøg i Danmark. Kun keyboard-spilleren med sans for at tappe den tykkeste synthesizer-mayonaise ud af de analoge kredsløb kan benådes, for det er nærmest kriminelt at spille så langt fra vanlig standard.