Foto: Thorbjørn Hansen / ROCKPHOTO
James Murphy er jo i bund og grund et galt geni, der nørder rundt hjemme i maskinparken i New York og forsøger at vride sin enorme genre-transcenderende pladesamling i nye mønstre. På Odeon-scenen kastede han dog nørdekappen ud blandt det ivrige publikum og førte sig frem som vaskeægte frontmand med et fem mand stort (rock!)band bag sig.
Single-pletskuddene 'Daft Punk Is Playing At My House' og 'North American Scum' blev hurtigt fyret af og herefter trak Murphy de drivvåde festivalgæster ud i mere langstrakte dansable forløb. Hans vokal skiftede imponerende mellem fræk Franz Ferdinand-pop, Bowie'sk computer-forvridninger, New Order-kølighed og hidsig skrige-punk, mens bandet bare fortsatte ned ad de stramme robot-rockende, rytmiske spor. Efterhånden fik folk rystet vandet af sig og smidt regnfrakkerne, så de dansende kunne forsvinde ind i den hypnotiserende monotoni, der fandt sit ekstreme klimaks i den gamle club-single 'Yeah'.
Desværre sluttede LCD-crew'et alt for tidligt af, og tilmed med den ellers glimrende ballade 'New York I Love You', som ikke just sendte folk hoppende videre ud i regnen.