Foto: Nanna Kreutzmann / ROCKPHOTO
Han er romantiker, ham Lekman. Ikke på den svulstige 1800-talsagtige måde, men på petitesseniveauet, på gadeplanet og i mudderpølen. Den svenske indiepopper indviede den nyistandsatte Astoria-scene, som kastede et nuttet lyserødt skær over den kridhvidt-klædte knægt og de skiftevis 7-8 piger og 1-2 drenge, der dansede og legede med laptop, saxofon, fløjter, trompet, xylofon og meget mere.
Den store mobile flok udsendte vekslende energi. De var bedst, når de hoppede i Herreys-gyldne sko og skabte muntre grand prix-vibes. Når indie-versionen af Happy Mondays' dansende Bez, sprang rundt på scenen i kejtet og storbrillet topform. Og når Lekman fortalte hverdagshistorier som en anden Jonathan Richman. Så var det meget sandfærdigt og meget svensk på det jävla bra sätt.
Lekman formåede da også, ligesom sine neurotiske sjælevenner udi den umulige kærlighed, Morrissey og Stephin Merritt, at skabe et helt specielt naivt univers omkring sig. Charmerende og melodisk, men lydmæssigt til tider lige lovligt harmløst.