Arcade Fire – højmesse i smatten
I knap halvanden time fik domkirken i Roskilde alvorligt baghjul som kirkeligt højsæde, da Arcade Fire åbnede for et propfyldt Arena. Orgelet buldrede, og stemningen var særdeles højtidelig, da det canadiske band gik på med et udtryk, der stræbte mod himlen og inviterede til højmesse i Roskilde Festivals intermistiske katedral.
Det virkede som om Arcade Fire lige skulle føle publikum lidt på tænderne i begyndelsen, mens regnen silede ned i en konstant strøm. I hvert fald var de første par numre en smule forsigtige, men forsanger Win Butler og resten af bandet skulle hurtigt komme efter det. Et forventningsfuldt publikum var da heller ikke sene til at betale tilbage med klapsalver og begejstrede tilråb. Win Butler beklagede den aflyste koncert i KB-Hallen i marts, men canadierne gjorde skaden god igen med et særdeles glimrende show, hvor de store følelser var helt fremme på scenekanten.
Undervejs gav de prøver på en utrolig spændvidde, og hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt det var muligt at få guitar, bas, trommer, klokkespil, orgel, harmonika, kontrabas, violiner, keyboards og et hav af andre instrumenter til at passe sammen, blev man hurtigt klogere. Numrene fra dette års album ‘Neon Bible’ var temmelig tro mod studieversionerne, mens der straks var mere eventyrlyst over de ældre sange. Især ‘Power Out’ fra ‘Funeral’ var en særdeles løssluppen og rockende størrelse, hvor Win Butler gav los på guitarstrengene og Régine Chassagne sang et guddommeligt kor. Det fyrede i den grad op under Arena-teltet, hvor publikum hoppede og klappede i takt.
‘My Body Is a Cage’ var et andet højdepunkt med sin tunge, bevægende orgel-bund, og det var slående, at så mange mennesker kunne være så stille på samme tid. Der var et par uheldige pauser undervejs, men det må forventes, når et ti personer stort band skal skifte instrumenter. Faktisk virkede de mange mennesker på scenen og det enorme set-up med orgelpiber, runde fjernsynsskærme og mørkerødt scenetæppe som en massiv mastodont. Det var svært at begribe de mange indtryk, der strømmede ud over scenekanten på én gang, men Arcade Fire fik det hele til at passe sammen i en overdådig helhed.