Interpol - kongerne af cool

Foto: Mia Yates

Det var mødet mellem to modpoler, da et kogende varmt Vega tog imod de iskolde personligheder fra newyorker bandet Interpol. De fem mørkklædte herrer stillede nemlig elegant op i stilrene jakkesæt og agerede koncerten igennem med så cool en attitude, at det næsten tenderede det alvorstunge.

I midten var saltstøtten Paul Banks, der var usædvanligt velsyngende og fik det til at murre i mellemgulvet, når den dybe baryton for alvor blev foldet ud. Her var han flankeret af Carlos D på bas, der køligt slentrede rundt på scenen, mens bassen blev holdt i alle mulige og umulige positioner. Det visuelle omdrejningspunkt var dog guitarist Daniel Kessler, der sjældent stod stille på Banks højre side, men enten lod kroppen rykke voldsomt frem og tilbage eller nærmest graciøst som en balletdanser bevægede sin tynde krop i takt til tonerne.

Bandet startede modigt med 'Pioneer to the Falls', som også er åbningstracket på bandets kommende album. En stærk åbner, der er umiskendeligt Interpol med de simple, men effektfulde enkelttone-riff og en rå og direkte rytmesektion, der ligger præcisionshårdt på slaget. Herefter blev det til en god del appetitvækkere fra den kommende plade i en skøn blanding af de bedste sange fra de to første album. Her var særligt 'Not Even Jail' og 'Stella Was a Diver' sikre kort, der blev spillet med en energi og determination, som spillede bandet sin sidste koncert.

Musikalsk var der intet at sætte en finger på, og at et band kan optræde så cool uden at virke arrogante er også noget af en præstation. Lidt løssluppenhed fra især Banks kunne savnes, men på den anden side - hvorfor reparere noget, der ikke er i stykker?