The Roots – variation med vingesus

Det er ikke tilfældigt, at The Roots har fået betegnelsen ‘verdens bedste hiphop-band’. Med tryk på ordet band har kollektivet fra Philadelphia gennem mere end et årti sprøjtet nyt liv i hiphoppen med deres håndspillede organisme, og herhjemme har de fået et stort (og fortjent) følge, siden de lagde Roskilde Festival ned med deres første og legendariske koncert i 1995.

Følelsen af at være en del af historiens vingesus er da heller ikke fjern, når man oplever et liveshow med rødderne. De har et imponerende og bredt bagkatalog, og de er ikke bange for at tage et kælent og elegant favntag med forbilleder og åndsfællers musik i løbet af den små to timer lange seance.

Når man kan tillade sig og lykkedes med det, så skyldes det ikke mindst, at vi har med fremragende musikere at gøre. Det vidnede flere fine soloer om, men bedst af alt den variation, som de seks bandmedlemmer formår at skabe i deres udtryk. Hvad enten det var de stille og soulede passager, de eklektiske og elektronisk-inspirerede temposkift eller de rockede raseriudfald, så blev det udført med stilsikker præcision og swingende suverænitet.

Bag trommerne styrede den gumpestore Questlove tropperne og iført hippieskjorte, tørklæde og sin enorme afro-pragt blev numrene fra det seneste og meget mørke udspil ‘Game Theory’ forvaltet med fin fornemmelse for den festlige stemning. I front spyttede Black Thought sine samfundsbevidste rim fra en særdeles velsmurt mund, der også kom omkring klassikere som den sprøde og jazzede ‘Mellow My Man’, den stormfuldt smukke ‘You Got Me’ og den uforlignelige ‘Star’.

The Roots gav lidt til både gården og gaden og leverede varen. Man kan måske indvende en ting eller to mod playlisten og savne lidt vokal-backup, jovist. Men da de serverede storhittet ‘The Seed’ blandt ekstranumrene, kogte et proppet Vega over med tilfredshed og man måtte konstatere, at variationen i sidste ende vandt.