ESG – We Are Family!

Et familieforetagende ankom til Stengade med forsinket flaskepost fra fortiden. ESG blev dannet i hiphoppens vugge, South Bronx, og selvom de har levet et liv som en parentes i musikannalerne, er deres selvlærte art-funk/no wave for længst stemplet bevaringsværdigt af første grad. Derfor var det også et scoop for arrangørerne DameULove for første gang i »Norway, Sweden« (som bandhjemmesiden fastslog, sic!) at kunne præsentere søstrene Scroggins, der i 1979 forkortede bling-bling-navnet ‘Emerald Sapphire & Gold’ til tre bogstaver.

Dengang holdt de sig sikkert for sig selv, undgik drengene i skolebussen og var et mærkværdigt pigeband, der på moderens opfordring lavede surfguitar-inspirerede numre som ‘UFO’. Men det er samtidigt en velbevaret tidslomme, man gerne hiver frem fra pladehylden, og kan konstatere hvorfor bl.a. Beastie Boys og Wu-Tang Clan siden har taget tøserne til genmæle i søgen efter samples.

Med sig på scenen havde de taget deres døtre, der er blevet opflasket med polyrytmik og instrumental drum’n’bass af den gamle skole, og derved gentaget historien. ‘The Beat’ – som glansnummeret slet og ret hedder – blev spillet i engageret udgave og i erkendelse af, at det var breakbeatet på de originale funkplader, der kunne få breakdancere til at vride lemmerne af led.

I kulissen af et broget, men medlevende publikum bestående af feministiske hangarounds fra Kvindehuset, hiphop-homies, hipsters og heteroer, var headspin dog ikke første indskydelse. Men de graciøse, sorte mamas med mange burgere på sidebenene inducerede street soul fra New Yorks gadehjørner og bevægelse nok til at brænde dagens kalorieindtag væk. Minimalfunk-groovet var lige så tørt og tilbagelænet, som en neddroslet James Brown fri for tingeltangel og mandehørm. Eller rent faktisk inspirationsgrundlaget for Salt ‘N’ Pepas kvinde-hiphop.

Selvom sammenspillet og rytmikken til tider kørte ad slingrende vej, var den virkningsfulde stramhed af loopede sekvenser intakt. Det var dog ingenlunde stramme tanter, der tog imod. Ufiltreret spilleglæde blev taknemmeligt belønnet med stående ovationer, der var en stadionkoncert værdig og ikke mindst underbygget af 25 års længsel. Og selvom klicheen er lårtyk, var koncerten udtryk for en udlevet profeti om søstresolidaritet fra Sister Sledges traver ‘We Are Family’. Denne aften var de alle vores mødre.