A-Festival: Justus Köncke – himlen over København
Vejrguderne havde pustet en arktisk vind over byen denne første novemberdag. Vinteren var ankommet uden varsel og alt stod stille udenfor: Få mennesker på gaden, stivnede vandpytter og byens lys præget ind i Island Brygges havblik. Indenfor på A-Husets øverste etage havde den tyske morfar Könchke samlet nattens fortabte sjæle foran kaminen.
Gulvet foran var fyldt ud selv i hjørnene, da han lagde ud med en langsom og syntetiseret udgave af ‘Good Times’. Diskodasko-æraens altid gode nyheder er hans varmblodede budskab med tilføjelse af schlägertechno, der betyder harmoniskift og sing-a-long ad libitum. På flanken stod Justus Köhncke med sin sammensvorne, som parrede elektroner af samme køn og sang balladen ‘Was Ist Musik?’. Svaret er indlysende: Alt der kan danses til. Og med den konklusion fik de forfrosne lemmer hurtigt varmen.
Men der skal meget til at mane stedets onde ånder væk. Stedet, der før det blev døbt A-Huset, husede det pirat- og fetichfester for byens skæve eksistenser, byder på byens absolut dårligste akustikforhold. Bare forestil jer en Stradivarius af beton. Og man skal i bogstaveligste forstand være masochist for at tage turen op i en vakkelvorn elevator, der skraber sig hele vejen op til udsigtsposten; eller lade sig underordne det kaos, gæstelistepigerne og dørmændene havde skabt med et overfyldt rum; eller betale 25 kroner for en uglamourøs, men heldigvis kold, dåsebajer.
Lad os alligevel græde en tåre for Københavns bedste udsigtspunkt og et af den frie kunsts få åndehuller, der nu lukker og enten skal jævnes med jorden eller være penthouselejligheder. Dermed er den sidste graffiti tegnet og sidste tissetur på en flækket cisterne overstået. A-Festivalen var det endegyldige åndedrag, og med Kill Your Telly som vært tog vi gerne en allersidste svingom, hvor kroppene gned sig op ad hinanden, indkapslet uden kontrol i dansegulvets tætpakkede, blævrende Jello-budding. Organismen sydede, imens Justus slap flere og flere tunge beats løs. De opførte sig som musikkens version af et rent fix. Man vil altid have mere og komme højere. Og på 9. etage er man trods alt lidt nærmere himlen.