Oh No Ono - forfriskende og aldeles forførende

  • Nicolai Torp
  • 6. august 2006
  • Print

Foto: Steffen Jørgensen (arkiv)

Kunstner
Oh No Ono
Spillested

Verden ligger for fødderne af Oh No Ono. Lørdag aften i et komplet udsolgt og stegende hedt Rust trådte de ud af lillebror-rollen med en fuldstændigt forfriskende, fantasifuld og aldeles forførende koncert. Mon ikke danskerne i løbet af efteråret vågner op og sniffer en bred bane af drengenes DAMP-pop?

Aftenen fungerede som en showcase for Oh No Onos debutalbum 'Yes', der udkommer om tre uger, og det stod hurtigt klart, at udtrykket fra sidste års strittende og en anelse maniske ep, 'Now You Know', er blevet strammet op. Det skyldes blandt andet bandets nye medlem, bassisten Nis Svoldgaard, hvis højre tommelfinger slappede sangene eftertrykkeligt på plads, mens han så konstant forbløffet ud over at være dumpet ned i sådan et fantastisk band. 'Funky' har i min bog altid være sørgeligt forbundet med hestehaler og konservatoriekoncerter, men Oh No Ono skriver deres helt egen historie. De er funky på en måde, der på forunderlig vis genkalder disco, Bowie og 80'er-pop uden at kalde på øretæver.

Det kan godt være, at drengene påstår at være inspireret af tunge navne som Beach Boys, Beatles og Bob Dylan, men de lyder som ingen andre end sig selv. Bandets 'attention span' er under alle omstændigheder alt for kort til at holde sig til ét spor, og gentagelser og kopier er simpelthen for nemme og kedelige. Det var særdeles tydeligt på den mest oppumpede og dansable version af Dylans 'Subterranean Homesick Blues', man nogensinde vil høre. Men også på mini-hittet 'Keeping Warm in Cold Country', 'The Shock of the Real' og den kommende single 'Practical Money Skills For Life' var det næsten overvældende, hvordan Oh No Ono på én og samme gang formår at overraske, overvælde og appellere umiddelbart.

Bandet er stadig ungt, og nervøsiteten var i starten til at tage og føle på. Men langsomt trådte Aske Zidore og Malthe Fischer i karakter i front, og da forsanger og guitarst Fischer som ekstranummer stod alene på scenen med den sagte og sært rørende 'Sunshine and Rain at Once', så han endelig ud til at nyde det. Og hvorfor ikke? Oh No Ono er lige nu de mest fremtrædende enere i dansk musik, og deres debutalbum kan vise sig at blive et af årets bedste.


Brugerne mener:




  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag