Roskilde 06: The Strokes - den ægte vare

  • Christian Boier
  • 2. juli 2006
  • Print

Foto: Klavs Bo / ROCKPHOTO

Kunstner
The Strokes
Spillested

Sådan skal det være. 1-2-3-4 og så af sted til rockland med raketfart. The Strokes leverede den ægte vare på Orange Scene med en såre simpel, men super-succesfuld blanding af medrivende melodier og fuldfed feedback.

Søndagsseancen var den diametrale modsætning til Guns n' Roses' marathon-agtige forestilling samme sted tre dage tidligere. Her var der ingen dikkedarer i form af forstyrrende fyrværkeri eller guitarsoloer længere end en gennemsnitslig hvidvinsbrandert. De fem new yorkeres show var derimod timet og tilrettelagt - stramt, skarpt og stilfuldt, nøjagtig som Julian Casablancas' tætsiddende jeans og læderjakke.

Med et fast greb om både mikrofonstativ og publikum fremstod forsangeren som en Pete Doherty i topform, og han var desuden på en halv hjemmebane, med et sæt danske bedsteforældre boende lidt udenfor Roskilde. Derfor fik vi også et enkelt 'hej mor' og 'mange tak' serveret på et dansk, der for en gangs skyld var ægte og ærligt i modsætning til den sædvanlige band-hilsen på forskellige fremmedsprog. Og selvom Albert Hammond Jr.'s fantasifulde guitarspil til tider mindede en smule om The Edge, så var det med klart mere kant end tilfældet er hos U2.

'Someday', 'Reptilia' og især nyklassikeren 'Last Nite' fungerede fantastisk, imens enkelte af de nye numre fra dette års småskuffende 'First Impressions of Earth' blegnede en lille smule under den bagende sol over Dyrskuepladsen.

Den momentvis mudrede lyd passede for en gangs skyld til lejligheden, for The Strokes leverede rendyrket rock direkte fra rendestenen - dejligt beskidt som det skal være efter fire dages festival.


Brugerne mener:




  
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag