Foto: Thorbjørn Hansen / ROCKPHOTO
Man kan kun håbe, at nogle af de søndagsrockere over 60 år, der strømmer gratis til festivalen om søndagen, fandt vej til det overfyldte Arena-telt denne eftermiddag. I så fald fik de nemlig en lektion i moderne rock, der kan komme op og svinge blandt deres ungdoms britiske forbilleder.
Arctic Monkeys kan ikke levere 'golden greatest' fra et langt bagkatalog, ligesom et vist aldrende ikon med flettet rødt hår. Til gengæld kan - og vil - de fandeme spille røven ud af bukserne. Efter en energisk start med knaldhårde riffs fra hoften, kunne man godt hævde, at de unge herrer kørte showet lidt pænt og sikkert med deres uimponerede attitude og rå shoegazer-stil. Men så blev turboen sat ind i den sidste halve af den en time lange koncert. Den vuggende bas i 'Dancing Shoes' satte for alvor gang i festen, og helt folkeligt blev det, da publikum nærmest overdøvede forsanger Alex Turner i 'I Bet You Look Good on the Dancefloor'.
De unge knægte viste dog overbevisende, at den sang ikke har gjort dem til et one-hit-wonder. Arctic Monkeys er nemlig rigtig dygtige musikere. Bag Turners stærke vokal var den særdeles potente trommeslager Matthew Helders, og ej at forglemme manden med den gule førertrøje, guitarist Jamie Cook, der til tider sendte en storm igennem det allerede bølgende publikum med sine eskapader.
"This is the last ones, make the best out of it!", råbte en smilende Turner ud over publikum efter den herligt flabede 'Fake Tales of San Fransisco' og den storladne 'Leaving Before The Lights Come On'. Og så kom klimaks med 'When the Sun Goes Down', der gav kolletivt gåsehud under teltdugen. 'A Certain Romance' sluttede og de mange klapsalver fik bølgerne til at skulpe over.
Oh, denne herlige ungdommelig fanden-i-voldskhed. Havde drengene holdt samme sindssyge abefest gennem hele showet, som de leverede til slut, havde de ryddet mine lommer for stjerner.