Vincent Van Go Go – den musikalske mintpastil
Mens de ægte brassere lige har driblet sig til kvartfinalen, indtog fem glade og veloplagte sambajyder Pavilion-teltet med Rio-inspireret festmusik. Godt nok var de blegdanske i kuløren, men efter en legende jamsession med medley-overgange og teknisk fingerfærdighed, var det vist ikke selvbruner, de manglede.
Fra første fløjt havde forsanger Johs Nørrelykke publikum på sin side med en solid ska-rytmeguitar. Og efter tre dages mini-Roskilde på Junior-scenen – mest med moleksperimenter – var det befriende med snerten af en durskala og ukomplicerede 3-minutters pophit. Rapperen Zaki var kort forbi og sidenhen blev det Stevie Wonder-klingende ‘Girls’ garneret med scratchet kvindestøn og hyldesten til Sister Nancys reggae-klassiker ‘Bam Bam’ gjort til fællessang.
Kvintetten har ikke spildt tiden i øvelokalet. Blandt andre Karen, Per Vers og Tina Dickow har haft fornøjelsen af d’herrer som stabilt backingband, og rutinen ligger lejret i den stikkende funkbas fra Kristian Kold og bandets sammentømrede, østjyske version af soulska.
Efter en langsom start på dagen med en morgencomplet af smøger og doven hvidvin, var Vincent Van Go Go mintpastillen, der symptonbehandlede et fyldt telt med samme tømmermandsdiagnose. Pludselig var gårsdagens festivalpløre blevet til sandstrand og midtvejs dukkede et fatamorgana af fire nyvaskede ungpiger frem og delte badebolde ud til et dansende publikum. Man skulle ligefrem nive sig selv i armen, for ikke at stirre sig blind i ønsketænkning.