The Knife - magisk sanseoverbelastning

Som anmelder er man udstyret med et utopisk trumfkort, den perfekte karakter. Jeg har aldrig (før) givet 6 stjerner, fordi findes der noget, der er perfekt? Noget man ikke kan sætte en finger på? Et mesterværk.

Nok ikke, men måske er det heller ikke det den højeste karakter skal formidle. Måske siger den bare, at man her har været ude for noget fantastisk og unikt, noget man ikke lige regner med at høre eller se magen til i lang, lang tid.

Det er i hvert fald på den baggrund, at jeg nu spiller mit trumfkort efter at have oplevet The Knife live på Mejeriet i Lund i Sverige. For wow, det var utroligt. En sanselig overload af indtryk. Noget der var så unikt, at jeg, som anmelder, bare burde smide håndklædet i ringen og indrømme, at det overgår min retoriske formåen, at på nogen måde formidle oplevelsen videre. Men jeg bør og vil forsøge alligevel:

For et par måneder siden fortalte den svenske søskende-duo mig, at de kun ville spille live igen, hvis en kunstner havde en rigtig god idé, og at de under alle omstændigheder ikke skulle være i fokus. Og der var altså en kunstner med en god idé. Han hedder Andreas Nilsson og har før lavet videoer for The Knife.

Hans idé placerede duoen i et exceptionelt visuelt landskab, skabt af et transparent forhæng, der afskærmede hele scenen og et hvidt klæde på scenens bagvæg. På begge blev der projekteret alt fra geometriske figurer, til pumpede muskelbundt og sorthvide tegneserier.

Imellem de to klæder stod Karin og Olof Dreijer så, iklædt sorte kedeldragter med hætter og malede med blacklight-maling i ansigterne, så kun ører, øjne, næse og mund kunne ses. I midten af hele sceancen, men ikke i fokus, som kvinden, der iklædte sig et fiskenet, og var påklædt, men nøgen.

Ved deres side havde de to væsner. Et, der styrede en overdimensioneret filmprojektor af en art, og et to-hovedet væsen, der stod stift ved Karin Dreijers side. Væsnerne havde store, hvide trekantede hoveder, hvor der blev projekterede forskellige, obskure ansigter, der hjalp Karin Dreijer med alle hendes stemmeforvrængede duetter. Bag dem alle var der en lang, v-formet række af strobelys.

OK, scenen er sat. I denne ufattelig kulisse skabtes et bizart, nærmest tredimensionelt landskab, en verden af en slags, hvor soundtracket naturligvis var The Knifes musik. Fokus var på deres seneste dystre, udspil 'Silent Shout', men publikum fik også to alternative versioner af 'Kino' og 'Heartbeats' fra duoens to første album.

Hvor meget The Dreijers egentlig fremførte live, og hvor meget der var playback, var svært at vurdere, men det er så absolut også fuldstændig lige meget. De havde lovet en 'audio visual experience', og det skal jeg love for, at publikum fik.

Efter omkring 45 minutter var det som om, nogen knipsede, og publikum blev med ét revet ud af denne forunderlige verden. Lyset i salen blev stærkere, men så svagere igen, som om der kom mere. Men det gjorde der ikke, og selv om nogen var skuffede, så ville det ikke ligne The Knife at gøre noget så konventionelt som at spille ekstranumre. Og der var heller ikke brug for mere. Pointen var allerede lavet, og sanserne overstimulerede.

Koncerten var en del af The Silent Shout Tour, der består af fem koncerter. Fire var hurtigt udsolgte. Kun til koncerten i Berlin den 6. april findes der, ifølge The Knifes hjemmeside, stadig billetter at købe. Så min opfordring er simpel. Køb en billet. Tag til Berlin. Du kommer ikke til at opleve noget lignende i lang, lang tid.