Club Transmediale 06 - masser af mærkelig metal

Foto: marco.microbi (www.photophunk.com)

Søndag aften tog Club Transmediale i Berlin en ny vending: I erkendelse af, at eksperimenter ikke kun finder sted i electronica-genren, havde man samlet forskellige repræsentanter for nye retninger inden for metal.

Aftenens første ensemble, Blindsnake, er det måske lidt søgt at rubricere som metal - der er snarere tale om en frit improviseret form for noise. Der var momenter af kaotisk larm, men også lydhørt samspil i den uortodokst sammensatte trio: Jason Forrest (igen!) på laptop, en ung trommeslager med imponerende teknik og sidst - men ikke mindst - turntable-virtuosen Ignaz Schick, som er Blindsnakes virkelige scoop.

Ignaz Schick har ved hjælp af kontaktmikrofoner og særligt konstruerede "plader" videreudviklet pladespilleren til et forrygende og rigt facetteret støjinstrument. Dertil kommer, at manden på en scene udstråler en nærmest frygtindgydende vildskab og intensitet. At Blindsnakes noget indadvendte projekt overhovedet kom ud over scenekanten, har de kun ham at takke for.

Næste band på scenen var den norske duo Next Life - et eksempel på hvor stram og gennemkomponeret musik, der skabes i visse metalgenrer. Next Lifes sange er næsten ufatteligt komplekse - bygget op over evigt skiftende guitar- og rytmespor i et febrilsk opskruet tempo. I denne vrimmel af detaljer fungerer Katrine Bolstads skønsang og growl kun som punktnedslag og markeringer.

Next Lifes musik er så ekstrem og fremmedartet, at det næsten virker ufrivilligt komisk at se den fremført af ganske almindelige mennesker: Den blonde, skandinaviske sangerinde og den energisk springende asiatiske guitarist. Lyden synes at være skabt i et bizart tegneserieunivers á la Gorillaz på speed.

Endnu hårdere disciplin stod Orthrelm for. Den instrumentale guitar- og trommeduo udgives på kult-metal-ikonet Mike Pattons pladeselskab Ipecac og herfra kan man som bekendt kun vente sig det uventede.

Som hos Next Life var tempoet i top og guitarriffene et stakåndet fyrværkeri af toner. Men hos Orthrelm bliver hvert riff gentaget og hamret på plads, før det næste introduceres - figur efter figur arbejdes igennem med umenneskelig præcision.

Orthrelm kan i virkeligheden bedre rubriceres som moderne kompositionsmusik end som nogen form for rock. Og bortset fra, at man kan tabe kæben over det ufattelige håndværksmæssige niveau, er det i grunden svært at se, hvad denne musik egentlig vil udtrykke.

Repetitionen er også virkemidlet hos hollandske Al Naafiysh. Men her er tempo og sound videreudviklet fra 70'ernes tungeste syrerock. Men al musikalsk form sættes bevidst ud af spillet, når Al Naafiysh insisterer på at mejsle det samme riff ud igen og igen. Og når dette riff så kun består af en akkord, nærmer udtrykket sig det amerikanske slow-motion drone-metal-ensemble Sunn o))), som kunne opleves på Roskilde i 2005.

Under dette drone ligger det tonstunge, men sejt swingende trommespil, der holder musikken i gang. Men Al Naafiyshs musik handler i sidste ende primært om én ting: Det kraftfulde drøn af den store, overstyrede guitarakkord, der for en gangs skyld får lov at fylde rummet og spille sig selv helt ud.