Foto: Casper Vildrik Justesen
Halvanden time og ikke et ord mellem sangene. Halvanden time, hvor alt blev sagt gennem musikken. Hvor tiden nærmest gik i stå. Og hvor alles øjne var fastfrosset mod det hvide lærred og otte personers omfavnelse af en knugende smuk og barok spillet musik, som er svær at finde lig andre steder i Danmark.
Over to albums har århusianske Under Byen præsenteret lytteren for en eventyrlig og drømmende afart af triphop-genren kombineret med poetiske danske tekster, dramatisk fremsunget af den yndige Henriette Sennenvaldt. Men næppe har det opsigtvækkende ensemble lydt så tungt og støjende, som de gjorde i går i et udsolgt Copenhagen Jazzhouse, hvor de gav smagsprøver på deres kommende tredje album.
Stadig med det skrøbelige og forfinede i fokus tog numre som 'Samme stof som stof' og 'Films jeg har set' sin del af skylden for det pludselig mere slagkraftige og ligefrem voldsomme Under Byen. Lyden kom nærmest rullende. Først som en sart sitren mellem de bløde toner fra cello og violin og Henriette Sennenvaldts hviskende vokal. Siden som en smældende strøm af tunge baslinjer, hidsige strengelege fra selv samme cello og violin og ikke mindst to trommesæts legen kispus med hinanden.
Det var overvældende at lytte til - især når man lægger de to hidtidige og knap så frembrusende Under Byen-udspil til regnestykket. Men mellem de støjende passager indfandt der sig heldigvis stadig tyste og billedskønne sange, som viste gruppen fra en mere velkendt vinkel. En vinkel, der stadig er af uset kvalitet, hvilket blandt andet 'Slå sorte hjerte' og flere af sangene i begyndelsen af koncerten vidnede om.
Måske er det ikke alle inkarnerede Under Byen-fans, der jubler ubetinget over det umiddelbart hårdere udtryk, bandet har fundet ind til. Men om ikke andet kan man kun finde smilet frem og påskønne, at vi i Danmark har et så enestående - og modigt - band som Under Byen.