Funkstörung – ustoppelige laptop dj’s
I 1998 dukkede Funkstörung op som et varmt navn, der satte dagsordenen med nogle fantastiske remix af blandt andre Björk og Wu Tang Clan bestående af hårde elektroniske lyde og opklippede heftige beats. Det var derfor meget naturligt at de to sydtyske drenges seneste album ‘Disconnected’ er præget af vokalbaserede numre i forhold til de tidligere instrumentalnumre.
Der var dog ikke meget vokal eller tilbagelænethed over det set, som Funkstörung indledte med på Loppen. De to powerbooks pumpede og klikkede raskt væk, så selv den mest omtågede blandt publikum måtte rejse øjenbrynene og kæmpe for ikke at lade sig rive med. Der var ikke meget nyt, men i stedet blev der talt direkte til både mellemgulvet og dansegulvet.
I andet sæt agerede Funkstörung laptop dj’s og lavede live-remix af forskellige klassikere. De kom omkring alt fra Beastie Boys til Razormaid i et adrenalinpumpet maraton-remix, der varede så længe, at fyrene fra Loppen nærmest var nødt til at smide drengene ned fra scenen.
Funkstörung beviste, at de mestrede disciplinen til fulde. Men når det nu alligevel var et dj-set, så kunne man godt savne, at de havde spillet nogle flere af deres egne numre og dykket ned i deres seneste vokal-baserede album. Men Funkstörung leverede varen par excellence og med et smittende drive, der spredte glæde på det godt fyldte spillested.