Nick Cave – hofnarren lo højest

“Oh, mama”, blev vi med kraftige fagter af den australske klaverbokser Nick Cave beordret til at istemme til sangen ‘The Lyre of Orhpeus’. Og det var ærligt talt et lignende indvendigt udbrud, der gik gennem Deres hof-reporter under aftenens royale pr-stunt i Operaen, hvor både “kunsten” og “de udsatte på gulvet” fik en skilling med hjem fra vores stolte våben-leverandørs nye legehus på Holmen.

Nuvel, efter en velopdragen prinse-hilsen fra Mew sprang aftenens hofnar i selskab med et halvt The Bad Seeds ind og rundt på scenen uden den mindste flig af dansk velopdragenhed. To gange heldigvis for det. Den dårlige sæd er Caves rygrad, og selvom det imponerende flygel klingede smukt under hans vilde hænder, så er bragene og det hypnotiske sammenspil en uundværlig del af mesterens univers.

Derfor blev det selvfølgelig aldrig til en intim best of-klaverkoncert fra Nick Cave. I stedet fik Dirty Three-violisten Warren Ellis al det rum, han kunne ønske til at vise, hvorfor violinen i de forkerte hænder kan forvandles til et djævelsk instrument. Med tænderne og knytnæveslag på strengene skabte han en ekstrem lydmur, som der i The Bad Seeds’ fulde besætning aldrig rigtigt er plads til. “Man, you’re beautiful”, udbrød Cave adskilige gange med blikket på Ellis. Deri havde han så evigt ret.

Men det var Cave nu også selv. Stemmen var måske ikke så klar som altid, koncentrationen til tider helt ude i hampen, men humøret og selvironien helt oppe at ringe under det høje tag. Derfor blev det til en koncert, hvor der blev leget og mange selvfølgeligheder vendt på hovedet. Hvor murder-balladen ‘Henry Lee’ blev uigenkendeligt forvandlet til eksplosiv punk’n’blues og desperado-klassikeren ‘The Mercy Seat’ til en himmelsk hymne. Altsammen var det befriende efter den danske velopdragenhed, og således var aftenens hofnar alligevel nok den, der grinede højest til sidst.