The Magic Numbers – smittende optimisme
Hvor er dog befriende at se et engelsk band fuldstændig frigjort fra den musikalske tidevandsbølge af bands med den samme lyd. Mens den frådende britiske musikpresse sørger for at sende det ene nye rockhåb efter det andet, af oftest højst tvivlsom kvalitet, ind over os sagesløse lyttere, griber man alt for ofte sig selv i at tænke, hvorfor skulle det her band virkelig være den næste store ting?
The Magic Numbers er gjort af et helt andet stof. Som de to søskendepar Stodarts og Gannons stod der på Loppens scene lørdag aften foran et feststemt publikum, lignede de mest af alt fire – måske lidt overvægtige (?) – glade hippier, der som sendt fra fjerne himmelstrøg var kommet til det helt rette sted på Christiania for at gøre livet bare lidt lettere og gladere for alle os efterårsramte sjæle. The Magic Numbers var klar med ordentlig portion smittende optimisme til at kaste lige i fjæset på os.
Vi fik serveret en halvanden times livsglad optræden med sange fuld af optimisme, leveret med en stilsikkerhed, der viste hvordan de besidder 60’ernes sjælfulde Motown-lyd og gav prøver på, hvorfor de sammenlignes med Mamas & Papas og Loving Spoonful. Det var fortræffeligt sammenspil, og ikke mindst vokalsamarbejdet mellem forsanger og guitarist Romeo Stodart, den storartede bassist Michele Stodart og percussionist Angela Gannon imponerede. Især på den fremragende ‘Hymn For Her’, sidste skæring på gruppens selvbetitlede debutalbum fra i år. Derudover vakte især en bemærkelsesværdig og på denne aften yderst populær a cappella udgave af Beyoncés ‘Crazy In Love’ opsigt.
The Magic Numbers behersker både det at skrive stille ballader af høj kvalitet, som i ‘Which Way To Happy’, ‘Wheels On Fire’ og ‘I See You, You See Me’ og samtidig kan de levere sjælelig rock smaskfuld af soul som ‘Forever Lost’, ‘Don’t Give Up The Fight’ og ‘Long Legs’. Aftenen blev for det feststemte publikum dog også en prøve på grænserne i tålmodighed, da koncerten flere gange skiftede i temposkift og sindsstemninger.
Selv med deres mange fine ballader fik englænderne os desværre aldrig helt op i det magiske gear, hvor fest, farver og fuld gang i den hersker. Men når man så, hvordan de fire briter til sidst kunne slippe alle tøjler og bare lader sig føre med af øjeblikket, som i hittet ‘Mornings Eleven’, så rockede de virkelig igennem. Med sådan en afslutning gik man fra Loppen og tænkte på, hvor meget potentiale The Magic Numbers har til at levere en fest, hvor tid og sted bare smelter sammen i en lang og altomfavnende glædesrus, hvis de altså slipper magien løs fra start af.