Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)
Der er bands, der overrasker hver gang. De har en løbende samtale med publikum. De fornyer og former deres numre efter situationen og flyder i spilleglæde. De forhører sig gang på gang om publikum ER derude.
Sådan er det ikke med Interpol. På den måde slutter de deres egen cirkel. Allerede på navnet fornemmer man, at autoritet er den røde tråd for de fire New Yorkere. Om det så er med stemmen og stemningen, de stramme skjorter og det vandkæmmede hår, den tætsluttende lyd eller bare navnet. De er her for at bekæmpe løssluppenhed.
Netop den ironiske autoritet er den støvle, der gør det mere end fristende at trodse og give slip lige for næsen af politiet. Mellem de fire velfriserede skjorteskygger står seks aflange lamper der med pludselig og enorm lysstyrke brænder sig gennem tusindvis af nethinder, ind gennem pupillen til millioner af synsnerver, der falder om af chok, og indstiller kroppen på at være klar på lidt af hvert den næste halve times tid.
Virkningen er akkurat som den skal være; man forstår at man befinder sig lige midt i musikken mens den renvaskede guitar finder vej mellem sko, støvler og sandaler. Og man forstår hvem der bestemmer. Interpol bestemmer, og de gør det på præcis samme måde næste gang de spiller. For den udøvende magt er alt andet end rutine pokkers farligt.