Foto: Thomas Arnbo / Rockphoto
Når hovedpersonen i en dyster actionfilm pludselig må sande, at der absolut ingen vej er tilbage, ledsages erkendelsen altid af en helt bestemt slags musik. En hård og tungsindig omgang, der rejser sig som en anden afgud fra højtalerne og får det hele til at lugte af brændte broer og endelige opgør. Sådan en slags musik spiller M83. Så fandens indædt, at man næsten skulle tro, musikerne har stået der selv. Overfor den sidste chance for at overleve med favnen fuld af kvinde.
Det er med sådan en dramatik, de franske lydentusiaster skaber deres kolossale lydbillede. Med rynker i panden og en uløselig støjrock, elektro-skratten og sørgmodig synth som den hellige treenighed i kulissen. På godt og med en kedelig selvfølgelighed også på ondt. For nok er visionerne store og brusende som et syrepåvirket metalband i firserne, og nok er blikket rettet alvorligt mod skosnuderne i allerbedste og mest dybfølte stil. Det hjælper bare ikke, når repeat-knappen synes at sidde fast og publikum tvinges til at høre den samme bid soundtrack igen og igen. Man går i stå, gider end ikke vippe foden i takt.
Der er simpelthen for lidt variation i materialet, og et eller andet sted må der være en grænse for hvor megen heltedåd ens festivalrustne hjerne kan kapere. Ideerne flyder bort i monotonien og M83 gør faktisk præcis det, filmmusik er født til at gøre: understreger en følelsesmæssig pointe uden at forstyrre. Desværre.