Foto: Carsten Snejbjerg / Rockphoto
Orange scene blev åbnet med en fest. En musikalsk grænseløs fest. En hyldest til nuet og impulsiviteten, og en opfordring til at give slip, slappe af og droppe kontrollen. Således kunne publikummet på scenen tordag aften genkende det vidunderlige kaos, som hersker på festivalpladsen, og som man vender tilbage til år efter år.
Fætrene Kyrr og Spirek havde fået gæster på scenen i form af strygere, blæsere og percussionister. Ikke mindre end 50 mænd og kvinder klædt i regnbuens farver, tog således plads på scenen ført an af de to karismatiske frontmænd.
Ikscheltachel rapper på deres selvopfundne sprog, Iks. Et sprog der til dels lyder som en blanding af hollandsk, finsk og noget, der ikke findes. Umiddelbart skulle man tro deres koncept, ville indebære nogle kommunikative begrænsninger, så det ville blive indforstået, og musikerne ikke rigtig komme ud over scenen. Men hverken Orange scenes frygtindgydende størrelse eller deres sprogs naturlige begrænsninger lagde en dæmper på orkestret, snarere tværtimod.
Ikscheltaschel formåede på ganske underholdende vis at spille scenen og pladsen op. Deres dadaistiske og energiladede sceneoptræden havde en smittende effekt på publikumet, som smed hvad de havde af tøjler og hæmninger, gav lods og dansede grimt, mens de sang med på sproget, de ikke forstod.