Foto: Carsten Snejbjerg / Rockphoto
Mon ikke der ligger et par Nirvana-plader og flyder i Dial Zeros øvelokale. Godt slidte. Efter lidt for mange omdrejninger i stereoanlægget. Som årets sidste indslag på Pavilion Junior smækkede Dial Zero en hidsig grungerock lige op i fjæset på publikum, der havde ikke så lidt til fælles med afdøde Kurt Cobain & Co.
Forsanger Christan Bastian sang på samme hæse og plagende facon, som Cobain gjorde til sin vokale signatur i begyndelsen af 90'erne. Men kunne man se bort fra de åbenlyse musikalske referencer, var der alligevel en forførerisk energi og forfriskende kompromisløshed at finde hos det fire mand høje band under Pavilions teltdug.
Med hovedvægten lagt på materialet fra bandets selvbetitlede debutalbum, gik Dial Zero upåagtet til værks og fik hurtigt tilkæmpet sig publikums opmærksomhed, som kvitterede de bragende rocktoner med begejstrede klap og spontan hujen.
Det unge orkester løste ganske vist ikke mange sindsoprivende ord til den talstærke folkemængde. Til gengæld fik de eksekveret knap et dusin numre på under tre kvarter, hvoraf flere gjorde et eftertrykkeligt indtryk, selv om sangtempoet var noget nær hæsblæsende.
Hvis Dial Zero kunne løbe hvalpefedtet af sig og kvæle den lidt for åbelyse kærlighed til Nirvana, røbede gårsdagens koncert i hvert fald, at de fire grungerockere er et nærmere bekendtskab værd.