Roskilde 05: Unexploded – en fuser

Kan en pressemedelelse, der skriver om triphop, dub og atmosfærisk alternativ rock med politiske tekster være nok til at score et gig på Roskilde? Måske. I hvert fald fortonede enhver anden ide om årsagen til, at det københavnske band Unexploded stod på Pavilion Junior-scenen tirsdag først på aftenen, sig helt og aldeles i løbet af deres koncert.

Alternativ Rock? Nej. Nærmere et band, der har hørt ualmindeligt meget Depeche Mode, og måske er kommet ud af de mørke ungdomsværelser med de store drømme lidt for sent.

Politiske tekster? Måske. Men med deres totalt apolititiske udstråling, var det i hvert fald ikke et parti, der scorede mange nye medlemmer.

Triphop og dub? Ikke det, der ligner. De mange båndede lag i kompositionerne, der fyldte ud med korstykker og dybe elektroniske bassbeats i playback – mellem guitaristens lir, trommerslagerens klir og den fuldstændigt upoleret bas – var stemningsmættede og i få øjeblikke fængende. Men den uendelige, monotone duet mellem de to sangere Spine og Zilla Raun, hev hver eneste af de ellers håbefulde skridt mod det storladne dybt ned i et melodi-løst mudder.

Blandt de flere flyvefærdige og mere ligefremme bands på festivalens nye scene, må Unexploded betegnes som årets absolutte fuser. Koncerten var bandets første nogensinde på en stor scene, en optræden hverken de selv eller festivalen var klar til.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af