Roskilde 05: Jackman – den norske sigøjner

Dovenskaben hang tungt over Pavilion Junior, da Pål Jackman og hans rytmiske backup-duo entrede scenen i går formiddags. Men den norske trio havde heldigvis adrenalin nok til alle. Missionen var klar. Bag en overbevisende forklædning af blues og »rock’n’råååål«, forsøgte de at mase Balkan-inspireret sigøjnermusik ind i det uskyldige publikums fredelige festivaldag.

Pål Jackman spyttede tyske, engelske, norske og østeuropæiske brokker ud, rev skiftevis i sin akustiske og elektriske guitar, og trampede hårdt i gulvet. Men det var bag ham, at den virkelige ballade fandt sted. Den stående trommeslager havde lopper i ærmerne og lod skiftevis kløen gå ud over sit trommesæt, en djembe og en sav. Endnu mere sprælsk var den lille slipseklædt revisor-basse, der baskede besat på kontrabassen med både bue og fingre.

Det skabte en sitrende og rar uro i lyden, som var rå og grumset på en Tom Waitsk måde. Alle sangene startede inciterende med en fængende riff/rytme-kombination, men der blev ikke rigtigt fulgt op på det. Melodierne gjorde aldrig rigtigt deres indtog i Jackmans lydunivers. Og uden dem, blev festen altså en anelse træg i længden.

Det overvejende norske og pænt opildnede publikum blev dog hængende, og Pål Jackman reddede da også festen hjem med sit målrettede engagementet. Man viftede ikke just med Balkan-skørtet og dansede væk fra scenen, men hvis sigøjner-filmmanden Emir Kusturica havde været der, ville han nok have sendt en høj brændevinsskål mod scenen.