Roskilde 05: Faux Pas – taktfast tamburin
Seks mand høje indfandt drengene fra Faux Pas sig på Pavillion Junior, hvor et sparsomt, men dedikeret publikum var troppet op. Her skulle de forsøge at overbevise de fremmødte om, at de gode sange fra debut-ep’en ‘Interested/Interesting’ også fungerer live.
Hverken konfetti eller jubeldans fra fantroppen på forreste parket kunne dog skjule, at Faux Pas stadig har et stykke vej op til at blive et solidt livenavn. Det var især vokalen, der ikke just lød skøn. Om det var nervøsitet eller bevidst attitudestrategi er svært at sige, men det var ikke ligefrem entusiasme og publikumscharme, der lyste ud af forsanger Martin Høgild. På ep’en er der intet at udsætte på hans vokal, men live var den problematisk og meget dansk-engelsk.
Hvad Faux Pas ikke har i munden, havde de til gengæld i hænderne. Især sange som ‘Dagu dagu’ og ‘La faite comme ça’ begejstrede med deres instrumentale styrker og melodiske overgange. Det fik selv søndagspunkerne nede bagerst i teltet til at tage en svingom.
Når fokus fjernes fra merchandise-kastning og alle på scenen giver lige så meget energi fra sig, som tamburin-jokeren Mads Bolding, er der forhåbentlig mere at komme tilbage efter. Det er ekstra træls ikke at være begejstret, når melodierne og idéerne i Faux Pas sprudler af kreativitet. I fremtiden kan man håbe på at bandet holder fast i de udadvendte instumentalbårne numre, og så nøjes med at krydre med enkelte stille sange, som countryperlen ‘You See an Angel’.