Foo Fighters – ingen grund til undskyldning!
Et kort øjeblik var der sort skærm. Så eksploderede Tuborgs gamle tappehal til lyden af Dave Grohl & co – fløjet til byen i anledning af MTV Denmarks kommende launch.
Valget af Tappehallerne kunne undre på forhånd. Hvad lavede et verdensnavn i en gammel nedlagt beton-hal i Hellerup?
Når man stod og iagttog scenariet inden koncertstart og så de hundredvis af gamle rør sno sig under loftet, den rå beton og støvet, der myldrede op i skæret fra de mange projektører, ja så gav svaret lidt sig selv. Det så pisse godt ud på tv!
Det var da også det forbehold, der skulle tages for koncerten som helhed. Koncerten var først og fremmest skabt til tv og som markering af MTV’s indtog på det danske marked.
Tv-show eller ej, så virkede The Foos tændte fra start. ‘The Last Song’ og ‘Learn To Fly’ kickstartede bandet – men ikke publikum. Trods en ihærdigt kæmpende Grohl stod store dele af publikum nemlig som forstenede gennem det meste af koncerten. Som sad de hjemme foran skærmen, med fødderne oppe på sofabordet og så showet der! Måske skulle de bare se giraffen, hvad end det så var Grohl eller MTV? Måske var de bare overrasket over mængden af nyt materiale fra det kommende dobbeltalbum, ‘In Your Honor’?
Nye numre som ‘No Way Back’, ‘Best of You’, ‘The Deepest Blues Are Black’, ‘End over End’, ‘Razor’ og ‘DOA’ blev fyret af uden problemer, flere af dem blandt det tungeste Foo-materiale til dato. Det tegner lovende!
Gamle hits som ‘Times Like These’, ‘Generator’, ‘Monkey Wrench’ og ‘All My Life’ kunne til dels finde begejstringen frem blandt publikum, men først da Grohl undervejs i ‘Stacked Actors’ sprang ud blandt publikum og vadede ned igennem mængden under sin solo, nåede begejstringen helt ned til de bagerste rækker.
Foo Fighters undskyldte undervejs, at de fik lov at smugtræne foran os og MTV, her inden deres egentlige turne var startet. Der var ikke noget at undskylde. Det skulle da lige være et fladt dansk publikum…