The Dillinger Escape Plan – fuck jazz!

Fuck jazz, vi har The Dillinger Escape Plan! Sådan kom man uundgåeligt til at tænke efter at have været vidne til de amerikanske math-core pionerers kompromisløse musikalske abstraktion og fuldstændigt vanvittige energiudladning på et godt fyldt Loppen i går.

Afttenen startede med en ganske spændende gang episk hardcore fra Svenske Burst. Göteborgbandet havde én fod i den klassiske, lidt emo-inficerede hardcore samtidig med, at de med deres massive lydflader og detaljerede soundscapes til tider påkaldte sig post-hardcorenavne som Isis og Cult of Luna.

Men der var dog perioder i Bursts set, hvor det virkede lidt stillestående og repetitivt, en risiko, der altid er, når man bevæger sig ud mod de drømmende og udtrukne strukturer i post-hardcore.

Men hvis man stod og var faldet lidt i søvn til Burst, så skal jeg for syv sytten og samtlige papilotter fra et alderdomshjem i Silkeborg love for, at man fik en brat og brutal opvågning, da The Dillinger Escape Plan gik på scenen.

Da der var spillet ca. 30 sekunder af åbningsnummeret, ‘Panasonic Youth’ havde der været de første to-tre sceneinvasioner, ligesom bandet selv allerede var gået mere amok, end man visse år ser på en hel Roskilde Festival. Guitarister, der hvirvlede rundt som dansende Dervisher og forsanger Greg Puciato, der tilbragte en god del af aftenen med at give prøver på sin imponerende lungekapacitet hængende fra Loppens PA-system.
Stemningen var rå, voldsom og stærkt katharsisk både hos band og publikum.

Det er mig bogstaveligt talt en gåde, hvordan Dillinger formår at gå så meget amok på en scene, mens de med knusende præcision leverer noget af det mest komplekse musik, du finder indenfor nogen genrer nu til dags. Knusende grindcore, taktarter fra den 4. dimension, temposkift fra helvede, harmoniske kvantespring og sololøb, der kunne få selv de hårdeste freejazzere til at overveje at begynde at spille suppe, steg og is. Imponerende, er for lille et ord til at beskrive den musikalske og fysiske intensitet, som Dillinger leverede i går.

Men ligesom, når man hører dem på plade, så var det hårdt at holde til en hel time i det vortex, som Dillinger skaber. Til sidst følte jeg mig så godt gennemtæsket, at jeg en kort stund næsten ønskede, at de ville spille en blød sjæler? Måske lidt Lionel Richie eller Barbara Streisand?

Og derfor var det måske en meget passende afslutning på en imponerende ekstrem aften, at Dillingers guitar- og basforstærkere kollektivt valgte at gå ned efter sidste nummer og forhindrede dem i at give nogen ekstranumre – jeg tror ikke mine nerveender kunne have klaret meget mere.