Turbulens – pop for intellektet

Solidt plantet i en flok Wegner-stole under en kulturradikal himmel af PH-lamper sad denne forårstirsdag i en café på Københavns Universitet et udsnit af det segment, som Turbulens så gerne vil have ørenlyd hos: Den kulturbevidste og belæste ungdom. Det er derfor ikke uforståeligt, at Turbulens den seneste tid har bevæget sig fra universitet til universitet for at præsentere sig.

For ikke at risikere, at det alligevel skulle lande i en omgang semi-intellektuel pop-performance, som folk, der ikke læser Politiken, også vil kunne få noget ud af, har Turbulens allieret sig med digteren Peter Laugesen på denne universitetsturné. Det skulle da skræmme de sidste lyriske ignoranter væk!

Koncerten var opdelt i to halvdele, hvor førnævnte Laugesen fik lov til at berige og underholde de fremmødte med (tilsyneladende) spontant udvalgte digte fra sit bagkatalog. En halv time med finurlige digte bundet sammen af små historier indimellem. Det var levende fortalt og bestemt ikke kedeligt.

Herefter gik Turbulens på scenen, lagde lidt baggrund til Laugesen i up-tempo i nogle minutter, og så var det endelig blevet tid til det, som de fleste var kommet for. Med numre fra det månedgamle album ‘Against A Cult Youth’ og et enkelt, som ikke nåede med på albummet, leverede Turbulens, hvad der kunne forventes under omstændighederne. Omstændighederne, at det var tirsdag eftermiddag, at højttalerne behandlede musikken som Pink Floyd på spilledåse, at publikum næsten blev halveret undervejs.

De fire Turbulensere lod sig imidlertid ikke anfægte og leverede en solid udstilling af den lige så driftsikre musik, ligesom gruppens omdrejningspunkt, forsanger Morten Okbo, ufortrødent fremsatte sine små ironiserende indfald og udfald mod især anmelder-skaren mellem numrene. En god lyrisk time med luft under vingerne, men med vinden mod sig.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af