Erik Levander - screengazer med slips

Foto: Ellinor Gylling

Midt mellem de småkedelige konkrete samples og de halvtamme house-beats, der blev leveret af svenske Son of Clay og tyske Monolake, lukkede svenske Erik Levander op for en god, gedigen omgang brusende radikal pop på Lab i går aftes. Og hvilket brus!

Med en melankolsk understrøm, piblende glitch og basale bas-toner til at åbne op for den umiddelbare opmærksomhed, byggede Levander behændigt op med lag på lag af avancerede støjflader, så det stærke musikalske udtryk på magisk vis blev løftet helt til drømmestadiet. Og det endda stort set uden den ramme af faste beats, der ofte kan være essentiel for elektronisk musiks karakter. Selvom brugen af støjflader indimellem bragte minder om en krydsning mellem en glad Fennesz og et højteknologisk My Bloody Valentine, så var det i højere grad musikalsk overraskelse end det var genkendelighed, der prægede koncerten.

Nok var blikket limet til skærmen, men der var alligevel en sær form for show over den generte screengazer, der i slips og jakkesæt var væbnet med en fin facade, som alligevel blev brudt ind imellem, når han småt rødmende modtog publikums behørige hyldest. Flottest var et stærkt opbyggeligt nummer, hvor han med en enkelt mikrofon lavede feed-back på lyden fra højtalerne. Nok har det trick avantgardistiske aner, men her blev det ligefremt anskueligt, og ikke mindst utroligt effektivt i musikkens tjeneste.

Mens udgivelserne fra den 23-årige svenske arkitektstuderende, der for tiden er bosat i København, nok kan lyde en smule afskrækkende med deres stærkt eksperimenterende udtryk, var der absolut intet skræmmende over koncerten på Lab. Tværtimod formåede han at inviterer og åbne publikums sanser med en flot, sprudlende og intens lytteoplevelse.