Nick Cave & The Bad Seeds - Gud var i huset

Et spøgelse, en gud, en mand, en guru. Nick Caves egne ord til at beskrive den aldrende sanger, som fredag aften besøgte Falconer Salen foran et sjældent oplevet dedikeret publikum. "God is in the house", som han med en stemme i opløsning af latter forsøgte at synge, bogstaveligt talt siddende på sit lille klaver.

At opleve Nick Cave på scenen har altid været en kraftfuld oplevelse af poesi, brutalitet og ikke mindst en uhyggelig voldsom energiudladning. I Falconer Salen var han tændt som den bombe, han lagde lyd til i 'Babe, You Turn Me On'. Han eksploderede igen og igen, efter han med The Bad Seeds og et fire personers gospelkor entrerede scenen, og satte ild på lunten til titelnummeret fra den ene af hans to seneste udgivelser, 'Abattoir Blues'.

Det blev starten på et sæt, der udelukkende holdte sig til sange fra 'Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus'. En modig disposition af en sanger hvis klassikere behøver to hænder for at kunne tælles. Og et smukt eksempel på hvordan Nick Cave stadig formår at gøre sine sange intense og tilsætte en gnist på scenen, som rammer både de ondeste og varmeste følelser med hans stemmes klarhed, uanset om han er midt i at forføre eller skræmme sit publikum.

Og hvor det på 'Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus' ikke altid synes helt vellykket for Cave at synge op til et gospelkor, blev sangene til en overvældende oplevelse, når koret kælede for Cave og gav ham autoritet som prædikant i 'There She Goes, My Beautiful World', 'O, Children' og 'Carry Me'. Det rislede simpelthen ned ad ryggen.

Herefter nåede publikum et leje af ekstase, da Nick Cave & The Bad Seeds igen entrede scenen efter gospeltimens afslutning. Sammen med en Cave, der blot syntes endnu mere tændt efter have været igennem et langt sæt, eksploderede publikum til et sæt, hvor sange som 'The Mercy Seat', 'Deanna', 'City of Refuge' og The Weeping Song' fik kærligheden at føle. Her viste The Bad Seeds sig som det rockorkester, det har udviklet sig til efter guitarist Blixa Bargelds afsked, og trommeslager Jim Sclavunos' udvidede rolle som vildmand over for Thomas Wydlers mere elegante trommespil blev klar.

Nick Cave er en showmand, det beviste han endnu en gang fredag aften. Der blev sparket ud i luften, fægtet med armene og sendt stirrende blikke til udvalgte publikummer, så man konstant blev både forført og provokeret. Nick Cave mestrer underholdningens dobbelthed. Som da han i den super-selvironiske 'Supernaturally' stoppede sangen for at insistere på publikums forsatte klappe-bidrag til den flamenco-lignende rytme, sangen danser til. Og herefter med et skræmt ansigtsudtryk strøg et publikum over håret til ordene "I reach out and I touch your hair, and it cuts me like a knife".

Gud var i huset og både hev i og strøg os over håret under en koncert, der viste Nick Cave & The Bad Seeds som et eksempel på den dobbelthed, alderen forærer den søgende kunstner. Skræmmende, smukt og først og fremmest personligt leveret i hver en tone.