- Henrik R. Hansen
- 16. oktober 2004
-
"Hov, han kan tale!" udbrød en tilskuer forbavset, da et stilfærdigt "Tak skal I ha'" lød fra scenen, hvor supportbandet for Nephew, Spleen United, netop havde spillet aftenens tredje nummer. På denne fredag aften i et stopfyldt Voxhall var bandet nemlig ikke kommet for at sludre imellem sangene - knapt et ord blev der ytret, men hvad bandet ikke havde i talegaver, havde de så sandelig i musikalsk formåen.
En veritabel mur af elektrolyd fremført af hele tre keyboards, der også udfyldte rollen som bas og guitar, snoede sig omkring forsangerens fine kraftfulde stemme, der i de dybe passager henledte tankerne på Depeche Modes Dave Gahan. En diskant lys andenstemme var et perfekt supplement til de monotone, men alligevel spændende melodier, som blev frembragt - både i musikken og rent vokalmæssigt, og tilsammen fik bandet skabt en elektronisk, svævende tung stemning, som dog i den anden ende blev opvejet af de milde synthpop-melodier, der engang imellem dukkede op.
Der er utvivlsomt blevet lyttet en del til både Kraftwerk og Depeche Mode, men Spleen United var deres egne og tak for det.
At bandet så har så lidt kontakt til publikum, at det ligger på grænsen til det arrogante, gør i denne sammenhæng ikke så meget, idet det på sin vis passer godt til genren og musikken. Havde forsangeren hoppet rundt på scenen og fortalt vittige Århus-historier mellem numrene, havde det nok virket en anelse søgt og påtaget, men en anelse mere kontakt til publikum er altså at foretrække. Specielt når man som supportband gerne vil have lidt opmærksomhed.