POP REVO 04: Paddington DC – gode idéer sjusket udført

Paddington Bear er en sød lille bjørn, som bor hos Brown familien i London. Paddington DC er en høj ranglet svensker, der godt kunne minde om en ung John Cleese, og så går han under det borgelige navn Calle Olson, når han ikke optræder i sit enmandsprojekt.

Navnet er dog ikke det eneste, bjørnen og Olson har til fælles. Bjørnen Paddington har nemlig en tendens til at rode sig ud i problemer, og det havde musikeren Paddington desværre også en lille tendens til fredag aften på Pop Revo 04.

Flere gange virkede det som om Olson ikke havde helt styr på sine trommemaskiner og samples, og det gav et rodet lydbillede – specielt når den støjende elektriske guitar blev slået lidt tilfældigt an, imens Olson rodede med teknikken. Overgangene mellem numrene i koncerten, som ikke indeholdt nogle pauser, var finurlige og veltænkte, men virkede ikke glidende og det var et irritationsmoment.

Det lydbillede, der blev præsenteret, var ellers interessant nok i sig selv. Specielt når der kun blev leget med electronica, og guitaren fik et hvil, hvilket for øvrigt altid foregik med strengene nedad, enten på gulvet eller i guitarstativet. På flere af numrene sang Olson også, og disse melodier bestod oftest af en repeterende melodilinje, der dog blev noget enerverende at lytte til i længden på grund af den noget svage stemme. Melodiøsitet var der ellers nok af, men vokalen kunne kun sjældent bære det.

Paddington DC var speciel, anderledes og ikke for enhver smag, og denne aften var det desværre heller ikke undertegnedes kop te.