JAZZ: Moussa Diallo kvartet – verden er stor og smuk

Det er lige før man tror, at trivialiteter som global opvarmning, 24-årsreglen og weapons of mass destruction er gået hen over hovedet på fransk-malinesisk-danske Moussa Diallo. Det er de naturligvis ikke, men han holder fast i en skøn, naiv opfattelse af, at Verden tilhører os alle, og at kærlighed, skønhed og glæde kan løse vore problemer.

På Jazzfestivalens sidste, regnfyldte og blæsende aften havde Diallo taget sit sommertøj på for publikum på Mojo. For, som han sagde, ‘varmen kommer indefra’. Og sammen med sin kvartet, Klaus Menzer på trommer, Mikkel Nordsø på guitar og Dawda Jobarteh på kora, påtog Diallo sig at spille lidt varme ind i de vinterblege danskere, der som altid på Mojo stod på nakken af hinanden og spærrede for ind- og udgang, toiletter, bar og sig selv.

Det lykkedes naturligvis til fulde, for Diallo kan man ikke lade være at elske. Han fortæller historier, prøver (forgæves) at bringe single-delen af publikum sammen, skærer ansigter, griner af sig selv og bandet, som griner af ham – og slabber på bassen uden nogen tegn på bekymring.

Det er ikke alle numrene der er lige stærke kompositorisk og arrangementerne opstod tydeligvis hen ad vejen i en del af koncerten. Men det er heller ikke så meget det, det handler om, men rytmen, glæden, dansen og historien.

Diallo er en fremragende bassist, Nordsø en stor guitarekvilibrist, og ligeledes var Jobartehs evner på kora ikke til at tage fejl af. Klaus Menzer fik støtte af skiftende gæstepercussionister undervejs og stod for et konstant flow af flagrende, afrikanske rytmer, som i et par timer fik varmen rundt i kroppen hos de blege tilhørere.