Foto: Gitte Sofie Hansen, Rockphoto
Folkemængden under Arena-teltets dug var faretruende forventningsfuld, og allerede inden koncertstart blev festen klappet og hujet i gang. Stemningen var i top, og Tim Christensen fik den sparket længere op med åbningsnummeret 'Jump the Gun'. Herfra fortsatte han med at kaste sine ferme rocknumre ud over scenekanten og slog fast, at han ikke spiller fusionsjazz, som der ellers står i festivalprogrammet.
I den afdæmpede passage midt i settet gik 'Love Is a Matter of Distance' rent ind, og på storskærmene havde kameramændene et godt øje til at indfange kønne, syngende piger. Tak til dem.
Efter en lille times god men noget kort fest var det tid til ekstranumrene. Dizzy Mizz Lizzy-klassikeren 'Love Is a Loosers Game' dedikerede han til sine gamle bandkammerater, som han optrådte med på festivalen for ti år siden. Dengang rundede han de tyve år, og i dag skal Tim Christensen puste 30 lys ud i lagkagen.
Det skarpe hjørne nåede publikum ikke at opleve, da koncerten sluttede ti minutter før midnat. Lidt ærgerligt, da det ellers var en oplagt begivenhed at gøre noget særligt ud af. I stedet fik publikum 'kun', hvad de kom efter. Nogenlunde det samme set, som han har spillet på sin indendørs turné og sikkert vil spille på resten af sommerens festivaler. Ingen overraskelser hér.