Roskilde 04: Geeza – støj fra den hårde ende

Geeza åbnede Metropol med et brag af en koncert. Perverst, vulgært, beskidt og larmende. Sådan var den times punk-house, som publikum fik serveret af den engelskfødte dansker og hans syv mand store band. Og tak for det. Med en blanding af punk, rock, rap og house i den hårde ende af skalaen, var der lidt til enhver. Enhver der vel at mærke ville fyre den af. Geeza gjorde, hvad han kunne for at hjælpe.

Med en rappende Geeza, fire yderligere sangere, og dertil en bassist, en guitarist og en trommeslager, var det uundgåeligt at lade sig føre med. Et inferno af larm drønede ud fra scenen og ramte publikum midt i depressionen over regnens uendelighed. Man blev forført på skift af de vekslende frontfigurer, der alle sørgede for at holde fest. Geeza sang, råbte og rappede teltet i gang, så det var umuligt at sige fra. Alle på scenen gik amok, så det smittede af på publikum.

Der blev endda plads til et enkelt ekstranummer, ‘I Hate You’, der kom i en beskidt punkudgave, som slutningen på en forrygende festivalstart. Der kunne have været flere i teltet, og det burde der have været, når nu Geeza leverede feststemning i international klasse.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af