Foto: Mads Madsen, Rockphoto
At konvertere en genre som drum'n'bass, der består af 100 procent elektroniske elementer, til de mere organiske og traditionelle instrumenter, er selvsagt lidt af en udfordring. For de første er der rytmen. Normalt skal der ikke meget mere end et museklik til at opretholde det præcise beat. Når det skal overføres til et almindeligt trommesæt, kræver det en allerhelvedes skarp trommeslager. Heldigvis er Fukt i besiddelse af Anders Meinhardt, der under koncerten beviste, at han har hænderne skruet tight nok på.
Bassen er også et aspekt, der kræver fordybning under oversættelsen til rigtige strenge. Drum'n'bass er per tradition spækket med endeløse og meget varierede bas-perler, der ofte er programmeret så kompliceret, at det antager en umenneskelig karakter. Men her trådte norske Lars Magnus Halvorsen ind i det Fukt'ige billede. Med sikre hænder knaldede han basgange af, der, selvom de mindede en hel del om noget af det gamle Roni Size, fik pumpet publikum så hårdt i gang, at vandpytterne næsten blev trampet tomme.
De benyttede samples var effektive og festopfordrende, men en anelse traditionelle. De lå hvor de skulle og gav et autentisk drum'n'bass-udtryk. Men det begyndte at vakle, da det nye medlem (og frontfigur) Jonathan Lang forsøgte at flette danske og engelske rapgloser ind i musikken. Det virkede decideret malplaceret, og hans egentlige rolle virkede lidt overflødig. Bortset fra at kaste horn og lignende ud til publikum bestod hans tjans mest af klichéprægede udråb og selvpromoverende fraser. Og det var slet ikke nødvendigt. Fukt stod distancen helt af sig selv.