Marvellous – hyperaktiv indie-pop
Måske var det den nyunderskrevne pladekontrakt, der gjorde det. Uanset hvad fremstod Marvellous som et fuldt ud flyvefærdigt band, der er klar til det helt store, da de leverede et totalt overbevisende pop-show under Amnesty Internationals støttekoncert på Stengade 30 torsdag aften.
Efter en kort ouverture stimlede folk sammen omkring det pænt-i-hvidt klædte band og pop-prinsessen Miss M (Mette Arhøj). Med det friske velkomstnummer ‘We Are Marvellous’ var der skabt kontakt, og efter andet nummer, ‘The Way You Are’, hvor guitarist og sangskriver tas (Thomas Skydsgaard) gik med i velklingende duet, var der ingen, der havde lyst til at bryde den igen.
På godt tre kvarter leverede de en både vild og velkontrolleret omgang rocket indie-pop, der var så hyperaktiv, at man næsten skulle tro, at det var svensk. Det eneste, der afslørede dem, var at accenten visse steder lød præcis som Junior Seniors, da de spillede i Ludo X.
Ind imellem skinnede det da også igennem, at de har hoppet en del rundt i fodsporene efter de herres hvide kondisko, men endnu mere tydeligt var det, at de har meget at byde på selv. 15 skarpt skårne, dynamiske og varierede numre blev det til, og selvom lilletrommen gik ned, var de fuldstændig ustoppelige.
Med lidt preprogrammeret lir, variationer med melodika og håndholdt 80’er keyboard og endda en slide-guitar til sjæleren blev lydbilledet løftet helt og aldeles på plads, og det på engang velspillende og superenergiske band, lod ikke en rest af tvivl tilbage om, at de er stærkt på vej til den forreste række i det danske pop-landskab.