Nicolai Dunger – bedst alene på scenen

Den svenske sanger og guitarist Nicolai Dunger har megen hæder med sig i bagagen. Når troubadouren Will Oldham og art-rockerne Mercury Rev beder om lov til at spille med, så er nysgerrigheden vakt, og den første respekt vundet.

Men nogle gange bliver man skuffet, når forventningerne er størst. Med en lille flok eksil-svenskere som eneste publikum på Rust denne forårsaften, brølede Dunger igennem med sin ualmindeligt imponerende stemme. En stemme med så megen kraft, at Barsebäck synes overflødig, og som uden tvivl har været udslagsgivende for den megen opmærksomhed, Dunger har tilkaldt sig fra førnævnte musikere.

Men også en stemme, der trods et udmærket backingband, ligesom stod alene den times tid Dunger tilbragte på scenen, førend baren trak i de tørstige svenskere. Alene af den simple og noget ærgerlige grund, at sangene han havde valgt til denne aften på Rust, var noget anonyme i deres ensartethed. Ofte blev sangene nærmest til et deja-vu fra Van Morrisons 70’er repertoire. Det blev især understreget af sangenes arrangementer og Dungers stemme, der netop i sin store pragt også minder ualmindelig meget om den irske sangers lidenskablige røst.

Nicolai Dunger genvandt dog megen af den på forhånd store respekt ved enkelte gange at stille sig alene på scenen med guitar eller klaver. Her trådte han frem som den singer-songwriter, han i virkeligheden er. Og klart blev det derfor også, hvorfor Will Oldham har fundet Nicolai Dunger som værende en ligeværdig legekammerat. Ligheden i deres påvirkning fra den traditionelle amerikanske folk-musik stod tydeligt og smukt skåret ud i disse øjeblikke.

Det kan svært at stå alene på scenen, men for Nicolai Dunger lå hans styrke i denne simpelhed.