Lupus - får i ulveklæder?

Klokken var torsdag aften og startskuddet gået til en koncert med københavnske Lupus, der for nyligt vandt hæder og ære som "månedens demo" i Gaffa. Dette faktum, plus plakater i byen og gratis entré, havde sørget for, at Rust var ganske velbesøgt på en aften, der ellers lod hånt om sin status som forårsaften og med en bidende kulde gjorde sit for at holde folk indendørs.

En forventningsfyldt skare blev mødt af et veloplagt band, der åbnede ballet med et stift beat, der skulle vise sig at blive toneangivende for en aften i indie-poppens tegn.

Lupus gjorde fra starten det hele rigtige, hvad angår lydbillede og sammenspil. Eksemplificeret af gode guitarlyde og en bas der sammen med trommerne det ene øjeblik lagde op til en fræk quickstep, for det næste at smøre sig ind i mudret distortion. Med The B-52's-agtige vokaler og fornemmelsen af Kim Wilde på amfetamin et sted i baggrunden gjorde Lupus, hvad de kunne for at holde gryden i kog.

Desværre var det kun i glimt, at koncerten blev virkeligt interessant, og sangene trak ikke ligefrem dybe spor i hukommelsen. Intentionerne var der, og materialet bar da også præg af at være gennemarbejdet og gjort med omtanke, men desværre henstod numrene en lille smule kedeligere end godt er. Publikum var ellers klar på noget lir, men rutinen på scenen var til at overse, og der var ikke ligefrem dømt verbal gaveregn mellem numrene.

Alt i alt fremstod Lupus som et band med masser af talent, men uden det helt banebrydende sangmateriale. Til tider godt, men ofte en smule kedeligt.