Kirby Sue – mere effektfuldt end fængende

Der var ikke megen tvivl om viljen til at afsøge nye veje indenfor den pågående og højenergiske rock, der hverken er helt grunge eller helt alternativ, da den et år gamle kvartet Kirby Sue spillede som aftenens sidste band ved Rocket Club-arrangementet på Stengade 30 fredag aften.

Specielt forsanger Mads Bøtker H.s spændende stemme, hvis potentiale spænder så vidt som fra noget der ligner Stuart Stables dybe til Kasper Eistrups lyse, påkaldte sig opmærksomhed. Desværre kom vokalens intensitet aldrig helt til sin ret, og muligheden for at drage publikum for alvor glippede i løbet af koncerten, der nok bød på interessante passager, men som også var præget af ueffektive stemningsskift og derfor virkede noget ujævn.

Først og fremmest lå lyspunkterne i første halvdel af deres 45-minutters set. Her kunne man blandt andet nyde bassist og synths-bestyrer Steffen Plejdrups formidable overgang og optakt til nummeret ‘Daytrip’, der fremstod som bandets mest helstøbte og flydende nummer.
Ellers virkede dynamikken mellem det afdæmpede og intime og så en række hidsigt fræsende guitar-passager, stærke smæk på trommerne og den smukt dundrende bas, som egentlig udgør et stærk fundament for det kompetente band, mere effektfuldt end egentligt fængende.

Med en vis strømlining og bedre retningsbestemmelse af deres numre og et bedre flow imellem dem kan Kirby Sue dog sagtens gå hen og blive et spændende navn at følge på de små scener i den kommende tid. De har gode muligheder for at vokse med erfaringen og både det personlige udtryk og energien fejler i hvert fald ikke noget.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af