Viva Vertigo – nostalgisk støjpop

Buum………….bum bum…klir…
Lyden af dyb stortromme og tamburin går klokkeklart igennem og rammer det lille publikum med storslået tressernostalgi. Så går der ild i guitarene, og den sødmefyldte popsang forvandler sig til eksplosiv pop indhyldet i svævende støj. Det københavnske band Viva Vertigo står på scenen på Rust.

Som cocktailen af tresserpop og støj mere end antyder, lægger Viva Vertigo sig tæt op ad den støj’rock’a’billity, skotske Jesus & Mary Chain skabte midt i 80’erne. Og ja, som The Raveonettes tog til sig og næsten gjorde til deres egen. Netop dansk støjs godfather, Sune Wagner, har været fødselshjælper på Viva Vertigos kommende debutalbum. Endda så meget, at han både har produceret samt spillet de fleste instrumenter. Med sådan et stempel er der intet at sige til, at forventningerne er store, og frygten for plagiat lurer i en anmelders ører.

Heldigvis forblev frygten mest blot en frygt. Viva Vertigo har taget for sig af retterne, men hvor både The Raveonettes og Mary Chain spiller stramt, så er Viva Vertigo langt tungere i rumpen. Beatet ligger tilbagelænet og inspirationen fra den sorte sol er derfor til tider meget gennemskinende. Mest tydeligt når guitaristen Sara Sørensen satte i med riffs, der havde Siggimund Blues skarphed over sig. Hendes spil er stramt, tungt og støjer i velplacerede doser. Det er klasse!

Viva Vertigo bliver et interessant band at følge. Gruppen har talentet til de gode sange. De formår endnu ikke at levere dem på samme overbevisende måde som forbillederne. Men med mere rampelys i øjnene som erfaring, får vi forhåbentligt endnu et band, der spiller os langt væk fra den middelmådige rocklandevej.