SKANDERBORG: Marvel Hill – Godt nyt fra hovedstrømmen

Ebeltoft-bandet Marvel Hill har efterhånden spillet sammen i seks år. De spiller først og fremmest på den let poppede mainstream-rocks elementer, men de gør det så friskt og veloplagt, at selv en gammel indie-rotte, som undertegnede, ikke kunne undgå at rocke med.

Bandet var oppe på dupperne fra starten, da de spillede torsdag aften i Skanderborgs Starfighter-konkurrence på Den Blå Planet. Det let Dizzy Miss Lizzy-agtige strejf over guitaren i første nummer blev hurtigt fulgt op med en noget mere selvstændig lyd, og det pænt store publikum, der for den største del bestod af fanklubben fra hjembyen, kunne opleve en god halv times koncert, hvor energien og udstrålingen holdt hele vejen igennem.

Bandet er velspillende, og man fornemmer, at de mange års samspil har båret frugt. Ikke mindst i kraft af frontmanden Tom Henning Nielsen, er der også regulært hitpotentiale. Han er sikker i sin udstråling, og hans stemme bragte ligefrem Jeff Buckley frem fra hukommelsen under nummeret “The Final Time”. Nielsens stemme har ikke helt samme styrke, men der er antræk til noget i den retning.

Nok er musikken mainstream, men bandet er med deres fornemmelse for at skabe afvekslende og fængende melodistykker og stærke stemningsflader med to guitarer og dobbelt kor, mindre melankolske end flertallet i hovedstrømmen. Med flere fængende passager er musikken, i mine ører, bestemt ikke nogen umulighed på P3.

De sluttede koncerten flot af med det stærke gedigne rocknummer, “She’s the Last to Love”.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af