The Breakers – lyden af den indre primat

Takket være en alt for stor tillid til min kondi og mit bentøj, kombineret med en sjælden præcision i koncertens starttidspunkt, lykkedes det mig at gøre mig skyldig i en ussel fadæse; at komme for sent. Klokken 21.15 stod jeg foran lille Vegas scene, og så hvordan nogle gutter, flere af dem i hvide undertrøjer og slidte jeans, fyrede den af, så sveden slaskede i kaskader mod publikum. Det er ingen hemmelighed, at undertrøjerne gradvis fik en anden nuance, som koncerten skred frem.

Takket være en ihærdig og indlevende forsanger, formåede The Breakers at nedtone deres, i mine ører, hovedproblem; manglen på den helt go'e melodi. Der blev skreget, der blev hoppet, der blev skreget, der blev sunget, der blev skreget, der blev viftet med mikrofonstativ, der blev skreget. Alt sammen næsten obligatoriske elementer i en rock'n'roll-performance som vi efterhånden kender dem.

På trods af de til tider haltende melodier, fik The Breakers alligevel charmeret sig til at give et godt indtryk, og det skyldes ikke mindst det befriende fravær af alt for indøvede detaljer i deres optræden. Når lilletrommen, under en sang, pludselig ligger to meter væk fra grydetæskeren, skal der lidt overskud til for at slippe helskindet ud af sådan en situation. Lidt guitarimprovisation var The Breakers' løsning på dette lille problem. Alt i alt en fin koncert, hvor den gennemførte rock'n'roll attitude var sat i højsædet.