Atlas – en eftermiddagstur under jorden

Atlas havde fået den tvivlsomme tjans at være pausefyld mellem så store navne som dronning Margrethe og Hanne Boel. Metroen i København udvidede strækningen til Frederiksberg, hvor åbningen blev fejret med underholdning, royale vink og folkefest.

Festen var dog på lavpunktet, da Atlas trådte på scenen og spillede for en ganske lille skare, der sad i betryggende afstand fra musikken. Og der var egentlig heller ikke forfærdeligt meget at hoppe af glæde over. Atlas leverede en temmelig jævn koncert med få lyspunkter.

Bandet spiller den polerede og pæne rock, som Big Fat Snake, Genesis og Peter Gabriel leverer den. Men Atlas bragte intet nyt under solen til den genre, og i modsætning til de førnævnte inspirationskilder, var der meget lidt bid og styrke i melodierne. Den lille finesse i musikken, der får én til at løfte øjenbrynet eller den ekstremt iørefaldende melodi manglede – noget der må være et must, når man træder, hvor så mange andre har trådt tidligere.

Mod slutningen lykkedes det til dels musikerne at spille sig op fra det kæmpe metrorør, der var afbilledet på scenetæppet bag dem. Under hele koncerten var vokalen et af de få lyspunkter, og i den sidste sang, “Anyway”, fik den opbakning af en godt arrangeret nummer. Buldrende trommer kørte nummeret i gang, og synthesizeren skar storladent igennem og løftede sangen. Men det var ikke nok til at hæve det samlede indtryk betydeligt.