I aften står han i Falconer Salen med sin smukke sange og et album, som han altid har drømt om at lave. Men Justin Vernon, bedre kendt som Bon Iver, er ikke typen, der bliver nervøs. Heller ikke selv om hele verden kigger på ham.
»Gør det noget, jeg ryger?« Justin Vernon rækker ud efter sin krøllede pakke med løs tobak og ruller en smøg. Men først efter han har fået grønt lys. Og det selv om vi sidder under åben himmel i indre København, og små briser lufter livsaligt i det lune forårsvejr. For Justin Vernon, bedre kendt som Bon Iver, er præcis lige så flink, afslappet og fuldstændig ukrukket, som man kunne have håbet på.
Han ranker ryggen, når han går, og fløjter højt og gennemtrængende som en kæk Poul Reichhardt, der var dus med himlens fugle. Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at han joker, når han siger, at det at blive fotograferet, bare er det bedste, han ved. Men når man sætter sig ned, lader ham tænde sin hjemmerullede cigaret og lader tosomheden regere, er Justin Vernon personificeringen af nærvær. Som menneske, såvel som på plade.
Og så er der den der stemme. Man skal ikke have lyttet til mange af hans sange for at tro, at han taler som en kastratsanger med en stemme så klar og fin som et katolsk drengekor i unison harmoni. Men nej. I stedet er den dyb, varm og tilbagelænet. Han smiler bredt og ofte, og det har han god grund til. Eller, det har han i hvert fald fået.
Justin Vernon har ikke haft et normalt job siden sommeren 2006, hvor han arbejdede som opvasker og bestyrer af grillen på en restaurant i Raleigh, North Carolina. Et job han hadede som pesten, og som tilmed endte med at give ham en alvorlig leverinfektion, der udviklede sig til lungebetændelse og senere mononukleose. Den frygtede kyssesyge sendte Justin hjem på hovedet i seng, og der lå han mere eller mindre alene i tre måneder. Med sig havde han en dvd-boks med den amerikanske tv-serie ‘Northern Exposure’. Et komediedrama der herhjemme led under den tvivlsomme danske oversættelse ‘Hede dage i Alaska’, men som ikke desto mindre gjorde Justin bekendt med hilsenen ‘bon hiver’ – et udtryk fra fransk, der bringer ønsket om en glædelig vinter, og som de gæve beboere i Alaska i sagens natur brugte en del.
Selv lovede Justins egen vinter ikke godt. Han brød med sit band og sin daværende kæreste og lod opvaskerjobbet sejle sin egen sø. Da han blev rask, kørte han op til sin fars hytte i hjemstaten Wisconsins dybe skove, og der indspillede han over fire, sneklædte måneder skelettet til de ni sange, der har vendt op og ned på hans liv.
Historien om Bon Iver lyder som et moderne eventyr. Som en republikansk Askepothistorie, hvor det halve kongerige er byttet ud med dedikerede lyttere over hele verden, og hvor prinsen på den hvide hest er skiftet ud med en sød kæreste, som rejser med ud for at promovere det nye album, der bare hedder ‘Bon Iver’. Det er i hvert fald, hvad Justin Vernon har fået. Og det lader til at passe ham godt.
Alting eksploderede
Selv afviser han, at han er træt af at snakke om den famøse hytte, hvor debutalbummet blev til. Men samtidig er han også alt for høflig til at ville indrømme det, hvis han var. Egentlig vil han helst bare gerne lægge låg på nysgerrigheden omkring den. Han ved godt, at det er en god historie. Men hytten bliver tillagt alt for stor betydning, hvis man taler for meget om den, mener han. For i virkeligheden kunne han være rejst hvilket som helst sted hen dengang. Han skulle bare væk.
»Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg ganske enkelt var nødt til at lave den plade«, fortæller han. »Jeg havde brudt med mit gamle band, og pludselig havde jeg muligheden for at lave musik, som jeg helt selv ville have den. Det havde jeg ikke gjort, siden jeg var 14-15 år gammel«.
Med sit tidligere band, DeYarmond Edison, der var opkaldt efter Justins to mellemnavne, var han vant til at sælge hjemmebrændte cd’er i et beskedent omfang efter koncerter. Derfor var det naturligt for ham selv at lave en stak kopier af ‘For Emma, Forever Ago’, da albummet var færdigt, med henblik på at sælge dem til venner og venners venner. For der var ingen pladeselskaber, der var interesseret i at udsende pladen.
»Jeg vidste godt, det var en stærk plade. Den føltes speciel lige med det samme. Jeg havde det som om, jeg havde lavet min første, rigtige plade, og det var meget opmuntrende at få så meget positiv feedback fra folk, der begyndte at lytte til den«, forklarer han. »Men jeg blev alligevel overrasket, da det hele eksploderede…« Han tier, trækker på skuldrene og griner undskyldende.
»Okay, jeg blev blæst fuldstændig bagover! Altså… Columbia Records ringede!«
For pludselig gik det stærkt. Pladeselskabsgiganten måtte dog se sig slået på målstregen. For da indie-selskabet Jagjaguwar, der også huser blandt andre Black Mountain, Okkervil River og Dinosaur Jr., tog kontakt til Bon Iver, var Justin ikke i tvivl. »Jeg kan huske, at jeg sagde: »I er mit yndlingspladeselskab – selvfølgelig vil jeg signes hos jer!«, og det gik jo virkelig godt«, husker han.
For selv om Vernon selv ser tilbage på de forgange år med en nærmest vestjysk beskedenhed i sin dybe stemme, så er det unægtelig lidt af et eventyr, han har været igennem. Og højdepunkterne har været mange. Så mange at det kan være svært for alvor at holde styr på dem længere. Og selv om Justin bare en uge inden vores interview stod på scenen med Kanye West for at lukke Coachella Festival i USA med et brag, så er han stadig helt ydmyg i sit syn på sig selv og sin karriere.
»Første gang vi spillede for 200 mennesker, var det stort for mig. Da vi åbnede for Wilco, var det stort for mig. Og da jeg så Drew Barrymore til en af vores koncerter, var det også stort for mig!« Han griner højt, så glassene på hotellets havebord klirrer i kor. »Det er vitterlig bare gået op og op, siden jeg startede. Og det er ikke rigtigt stoppet endnu«, siger han med et tonefald, der lyder både tilfreds og en smule vantro. »Jeg kan godt lide at tænke på det som en vild rejse«.
Ude godt, men hjemme bedst
Men uanset hvor Justin Vernon rejser hen, så vender han altid hjem. Han bor stadig i Wisconsin. Den lille stat mod nord, hvor nationaldyret er en grævling, og grundarealet er fire gange større end Danmark. Alligevel bor der næsten lige så mange mennesker. Der er med andre ord rigtig god plads.
»Det er mit yndlingssted i hele verden, og jeg glæder mig altid, når jeg skal hjem«, forklarer Justin, der har fået foreviget kærligheden til sin hjemstavn med en tatovering af Wisconsin øverst på sit venstre bryst, hvor hjembyen Eau Claire er markeret med rød. Han er vokset op der. Han bor der. Og så har han tilmed indspillet sit nye album i en nedlagt dyrlægeklinik der. Et stenkast fra den bar hvor hans forældre mødte hinanden.
Ifølge Justin har det ikke været nogen bevidst beslutning at vente tre år med at udgive album nummer to. Tiden er bare gået. Han har arbejdet på albummet hele tiden. Det er bare først nu, det er færdigt. Nogle af de nye sange stammer faktisk helt tilbage fra før ‘For Emma, Forever Ago’ udkom på Jagjaguwar. Men det har taget lang tid at bygge sangene op og få Justin til at blive tilfreds med dem.
»Det har været rart med en pause«, fortæller han. »Men nu kan jeg mærke, at jeg er klar til at komme ud og i gang igen«.
Det er nu ikke fordi, Justin Vernon ligefrem har ligget på den lade side. Tiden er gået med andre projekter og gæsteoptrædener. Gayngs, Volcano Choir, og så selvfølgelig samarbejdet med en vis Kanye West. Alligevel havde han altid Bon Iver at falde tilbage på.
»Det, tror jeg, var godt for mig. Det fik mig til at føle mig mere uselvisk, når jeg arbejdede på andre folks musik«, forklarer han.
Og er der noget, Justin Vernon fremstår som, så er det netop uselvisk. Et karaktertræk han i udpræget grad plejer på sit andet album, der helt enkelt bare hedder ‘Bon Iver’. For ifølge Justin er det vigtigt for ham ikke bare at være endnu en mand med en guitar. Der skulle mere til denne gang. Og han er mere end bare godt tilfreds med resultatet.
»Jeg har drømt om at lave det her album hele mit liv«, siger han med et beskedent smil. »Det er bare først nu, jeg har haft pengene til at betale folk for at komme og bruge deres tid med mig i mit studie«.
Død og dobbeltpedal
At der er kommet mere krudt i kanonerne, står klart allerede fra det pompøse åbningsnummer ‘Perth’, som var den første sang, de indspillede. Og Justin var ikke i tvivl. Den skulle åbne albummet. Det skulle være den, de andre sange skulle vokse ud af. Og det var der en årsag til.
»For mig er ‘Perth’ blevet en reaktion mod alle de ting, jeg har oplevet de seneste år«, forklarer han. »Den handler om at bryde ud og bryde op og bryde fri fra ting, der holder dig fast. Den fortæller historien om en form for genfødsel, og det er i virkeligheden en rigtig fighter-sang«.
Det lyder smukt. Men som lydbilledet understøtter, blandt andet med brug af en tonsende dobbeltpedal, som Vernon, der i 90’erne var stor Primus-fan, altid har drømt om at bruge, så har historien en trist bagside.
»Sangen er dedikeret til en fyr, jeg mødte. Samme dag jeg mødte ham, var hans bedste ven død. Og hans bedste ven kom fra Perth, så der fik jeg titlen fra. På den måde blev sangen både en hyldest til ham, men samtidig også fortællingen om, hvordan jeg selv har været nødt til at bryde med forskellige ting i mit liv for at blive til den person, jeg er i dag. Vi bliver alle påvirket af de folk, vi møder på vores vej«, forklarer Justin.
Således har flere af sangtitlerne på det nye album geografisk klingende navne. Men ligesom pigen Emma i debutalbummets poetiske titel slet ikke var det rigtige navn på Justins tidligere kæreste, så er flere af stednavnene på ‘Bon Iver’ opdigtede.
»Albummet handler meget om ‘sted’ i overført betydning. Nogle af stederne findes slet ikke i virkeligheden. ‘Hinnom, TX’, som en af sangene hedder, er for eksempel et fiktivt sted sammensat af to forskellige steder. Halvt Jerusalem, halvt Texas«, fortæller Justin. Han har rejst meget de seneste år. Sådan rigtig meget. Alene de tre forgangne dage har han tilbragt i Amsterdam, Paris og nu København. Men selv om han har tilbragt en stor del af den tid, han har arbejdet på de nye sange, med at turnere, så har det været vigtigt for ham ikke at lave et album, der handler om livet på landevejen.
»Det ville simpelthen være så kedeligt«, siger han. »Jeg ville meget hellere skrive om, hvad jeg følte, i stedet for at skrive om hvad jeg lavede, hvis du forstår? For selv om nogle af de følelser, jeg havde, naturligvis hang sammen med at være på tour, så skulle det ikke handle om det«.
Og selv om Justin har set store dele af verden de seneste år, er der stadig plads til at drømme om et fremmed, uerobret land, som han gør på førstesinglen ‘Calgary’.
»Jeg har aldrig været i Calgary, men det er netop pointen. Når du aldrig har været et sted, må du forestille dig, hvordan der er. Mange af sangene på albummet stammer fra drømme i min underbevidsthed. For drømme tager jo ikke udgangspunkt i virkeligheden, de udspringer fra de underbevidste dele af din hjerne. Og det er et interessant sted. Alt andet her i livet foregår jo i den primære, den ‘fornuftige’ del af hjernen. Men jeg ville gå tilbage hertil«, siger han og peger om på sit tyndt behårede baghoved.
Sangen tog et helt år at få »masseret helt på plads«, som han siger. For hvor han som yngre var ekstremt produktiv som sangskriver, har han med tiden måttet indse, at han skriver færre sange. Til gengæld tyder alt heldigvis på, at de sange han skriver, kun bliver bedre med tiden.
Ikke spor nervøs
Justin Vernon fik sin første guitar som 12-årig af sin far, som lærte ham de første par akkorder, og han begyndte med det samme at skrive sange. »De var nu ikke særlig gode«, griner han. »Jeg prøvede mig bare frem. Satte pennen på papiret. Skrev nogle ord ned. Og så er jeg egentlig bare aldrig stoppet igen«.
Han er vokset op i et hjem, der var fuld af musik. Med en mor der arbejdede som organist, og en far der ejede op til flere guitarer og en stor pladesamling, var det helt naturligt, at både Justin og hans bror og søster også skulle spille musik. Da han blev ældre begyndte han til klaver, og op igennem sin skoletid valgte han altid musikfagene til.
Alligevel betegner Justin sine venner og bandkammerater gennem tiden som sine egentlige lærere. »Jeg har brugt 15 år af mit liv på at lære det samme, som folk bruger fem år på konservatoriet for at lære om arrangementer og sådan«, siger han med et skævt grin. »Men det føltes mere naturligt for mig på den måde«.
Til gengæld har han en universitetsgrad i filosofi, religion og kvinde- og kønsstudier, og selv om det måske ikke ligefrem lyder som opskriften på et voksenjob som rockstjerne, er Justin glad for, at han gennemførte.
»Hey! Jeg brugte mine år i de tidlige 20’ere på at tænke over den menneskelige tilstand. Og det var da til at blive lidt skør af indimellem, men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Det er helt sikkert en god basis at have som sangskriver«, siger han uden skyggen af ironi i sit solbeskinnede fjæs.
For Justin Vernon er en mand, der hviler i sig selv, og han er ikke rigtigt til for alvor at hyle ud af den. Derfor er han heller ikke noget nervevrag i dag, selv om han står over for at skulle følge op på et af de mest succesfulde debutalbum de seneste år.
»Jeg er ikke spor nervøs«, siger han roligt. »Jeg kan ikke rigtigt tage mig af det. Selvfølgelig tænker jeg over det, men presset og forventningerne tager jeg mig ikke af«.
Og måske er det lige præcis derfor, han heller ikke er bange for at gå i flæsket på tunge emner som mental genfødsel eller kærestesorger, der føles som om, de kan slå dig ihjel. Han ved, at der findes en vej ud af den personlige ulykke, for han har selv taget den. Og overlevet. Og tilmed skrevet en voldsomt populær plade om det. Og det er grundlæggende den samme følelse, han har omkring ‘Bon Iver’. At livet går videre.
»Når man siger pladens navn højt, »’Bon Iver’ – Bon Iver«, er det jo ligesom at sige »Farvel, gode vinter«, forklarer han. »Og så kommer foråret. Så er det tid til at vokse, plante nye frø og komme videre med sit liv. Og det var præcis det samme, jeg ville sige, da jeg fandt på navnet til at begynde med«.