Twin Sister: »Vi sad faktisk lige og arbejdede på en sang, da du ringede«

  • Print


Dette interview blev først bragt i Soundvenue #56. Læs Soundvenue-artikler før alle andre og husk at abonnenter på Soundvenue altid får 50 kr. rabat på billetten til Soundvenue Sessions.

Twin Sister er svære at holde på sporet når de skal tale om deres musik, men deres drømmende indiepop taler egentlig også for sig selv.
Den sprudlende og legesyge Brooklyn-kvartet giver koncert på Lille Vega i morgen i forbindelse med endnu en omgang Soundvenue Sessions.

»Jeg er midt i ørkenen. Det ligner Looney Toons«, forklarer bassist Gabe D'Amico om den mærkelige baggrundsstøj, da jeg fanger ham og resten af Twin Sister i en van på vej gennem New Mexico i det sydlige USA, mod første turnéstop i Arizona.
»Vi skal på turné i tre uger på vestkysten. Så tager vi hjem til New York på samme tidspunkt, som vores album bliver udgivet, spiller lidt koncerter og vender tilbage til vestkysten og gør det hele én gang til. Og så går turen til Europa«, lyder det entusiastisk fra den lyse stemme i røret. Ja, turnévirksomheden har grebet om sig og bringer blandt andet det Brooklyn-baserede band og deres drømmende og synth-inficerede indiepop til København. Men Twin Sister har også to stærke ep'er på cv'et og har netop udgivet debutalbummet 'In Heaven'.

Læs også: Hør det nye Twin Sister-album


Før der overhovedet var noget, der hed Twin Sister, var de fem amerikanere blot »børn af provinsen«, som Gabe udtrykker det. Og stik mod 'normen', er bandet ikke opstået ud af en fantastisk tilfældighed eller et skørt sammentræf. Gabe insisterer på, at deres opståen var ganske almindelig. Måske endda lidt kedelig. Alle fem havde en stor musikinteresse, boede i New York-provinsen Long Island og spillede på kryds og tværs sammen i forskellige bands – blandt andet et metalband. Efterhånden som det tynde øl blev filtreret fra, blev de fem ambitiøse venner samlet i Twin Sister.



Hvis man skal tage Gabes ord for gode varer, henvender Long Islands begrænsede musikscene sig kun til gamle mennesker og teenagers, så i lang tid tog bandet hver weekend turen over East River til den flippede nabobydel Brooklyn, som nu er bandets hjem.
Men ordinær historie eller ej, så er Twin Sister langt fra kedelige. På deres website giver de et indblik i deres hverdag og tvistede hjerner med hjemmevideoer fra turistbesøg i Paris på et flyvende tæppe, mixtapes med indisk filmmusik og en ganske underholdende mail-udveksling, om hvorvidt bandet skulle kalde sig Novi, Coconot Radio eller Toucan Telephone.

De tvistede hjerner kommer også til udtryk i interviewsituationer. Et godt eksempel, er en lydbid fra et andet interview, hvor bandet bliver spurgt om, hvad deres sidste tanker ville være, før de gik bort. Svaret lyder prompte: »Lykkekagen siger: Ring til din mor i Kina!«, hvorefter bandet slår over i et langt skænderi på gangsterkinesisk.

Jeg selv har ikke meget held med at holde Gabe fokuseret, men det lykkedes dog at få ham til at fortælle om indspilningerne af ‘In Heaven': »Det var første gang, vi var et studie, så jeg synes, man virkelig kan høre bandets arbejdsiver i de nye omgivelser«.

Og arbejdsiveren kommer ikke kun til udtryk i studiet. For selv om det måske ikke er bekvemt at bruge mange af sine vågne timer i en bil, udnytter bandet alligevel tiden fuldt ud.
»Vi sad faktisk lige og arbejdede på en sang, før du ringede. Brian har hevet sin akustiske guitar frem, så vi har det godt«, forsikrer Gabe. Og jeg lader ham komme tilbage til musikken.

Læs også: Anmeldelse af Twin Sister 'In Heaven'



  
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
15 ting du ikke vidste om Jay-Z Mandag